10-års jubilæum blev fejret med massevis af balloner og konfettirør
Sydmors Skole og Børnehus havde hele torsdagen fødselsdagsfest på skemaet. De 210 elever på skolen og 120 børn fra Børnehuset fejrede sammen med personalet, at det nu er 10 år siden, den nye skolebygning i Vils blev taget i brug.
Det skete med balloner, konfetti, hotdogs, boller, kagemand, rødt saftevand og alt, hvad der hører med til en god fødselsdag. Og selvom festen på skolen blev holdt for elever og personale, så var forældrene med på en kigger. Festlighederne blev nemlig streamet, så de forældre, der havde lyst og mulighed for det, kunne følge med på skærmen derhjemme.
Børnene forberedte festen
Selvom torsdag var en undervisningsfri dag, så var der dog sneget sig noget læring ind i selve forberedelsen af festen og også afviklingen.
Skolen er med i en masse spændende projekter. Blandt andet Play@Heart og MakerSpace, som er projekter, der er med til at fremme elevernes teknologiforståelse og fordybelse, når de arbejder med kreative processer, teknologier etc. Og begge projekter kom i spil dagen før fødselsdagsfesten.
For onsdag var eleverne inddelt i syv grupper, hvor de var sammen om at skabe en bevægelsesbane med både kugler, robotter, dominobrikker, bøger og biler, som fyldte flere rum på skolen, og som blev sat i gang under festen.
- Vores elever har været meget flittige med at skabe den her bevægelsesbane og brugt de redskaber og den viden, som de har lært gennem vores projekter. Og det har været en rigtig god proces for dem, og man kan i dag se, at det også skaber megen morskab, siger skoleleder Keld Rønager.
Rundtur og festivitas
Dagen startede med boller og kagemand. Derefter gik alle elever og personalet i samlet flok rundt på skolen og kom ind i alle lokaler og kroge. Turen sluttede i den store forhal, og her blev den store bevægelsesbane sat i gang til stor jubel blandt eleverne.
Dog ville jubelen ingen ende tage, da en masse balloner blev sendt ned over eleverne, mens de stod samlet i den store forhal – og her lød der også brag og knald, da konfettirør blev fyret af, før det blev tid til at spise hotdogs og drikke rødt saftevand, som afslutning på fødselsdagen.
En festlig begivenhed og markering af de første 10 år på Sydmors Skole og Børnehus, som blev bygget og taget i brug efter den store skolesammenlægning. I dag er Sydmors Skole en af de helt store distriktsskoler på øen med sine 210 elever til og med 6. klasse og en integreret børnehave og vuggestue for 120 børn.