Billede beskrivelse

Landsby genopliver gammel tradition: Tilbage efter mere end 20 år

Det er efterhånden mange år siden, at der blev holdt Western Night i Agger, men 20. juli vender den gamle tradition tilbage efter mere end 20 år

10. juli 2023 kl. 17.01

AGGER: Cowboyhatte, rodeotyr og westernmusik. Det er blot et lille udpluk af, hvad du kan opleve til Western Night i Agger. Der er blevet holdt masser af "open by night" i den Vestjyske perle af en landsby, men traditionen om Western Night har ikke været afholdt siden 1999.

Det er sket på initiativ fra Agger Aktive, der er handelstandsforeningen i Agger. Lone Mark har været formand gennem mange år, og hun kan selv huske, hvordan det var at deltage i Western Night i 90'erne. Hun husker tydeligt, hvordan hendes børns venner klædte sig ud som Dalton brødrene fra westerntegneserien "Lucky Luke".

- Der står så mange sjove minder tilbage fra dengang, og jeg er sikker på, at de lokale også kan huske at Western Night var noget helt specielt, og det bliver det igen i år, fortæller Lone Mark.

En god oplevelse

Agger Aktive har samarbejdet med alt fra Vesterhavshytten til Agger Kirke, og de har forberedt et hav af forskellige aktiviteter. Hele dagen vil der være mulighed for at ride på rodeotyr, gøre kup på kræmmermarkedet og en hestevogn vil køre fra Agger Iscafé.

Derudover vil der være live westernmusik i løbet af aftenen både hos Agger Ferie Huse, ved Agger Surf og Event samt hos Signalmasten og Vesterhavscaféen, der også serverer western-inspireret mad. Sidst på aftenen vil der være musik og fællessang i Agger Kirke.

- Hovedtanken er, at vi ikke gør noget for penge, men fordi vi gerne vil give folk en god oplevelse. Folk har fået øjnene op for, at der ikke er nogen stress i Agger, og at der er plads til alle, siger Lone Mark.

Western Night bliver genoplivet 20. juli i Agger.

Derudover planlægger Agger Aktive allerede deres næste mål om at blive et af de bedste steder at holde nytårsaften.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste