Landmændene trak ind til byen - og byboerne var begejstrede
HURUP: Normalt har mange travlt med at tale forskellen mellem land og by op - men ikke i Hurup.
I sidste uge løb arrangementet "Land og by mødes" af stablen i Hurup by.
- Det er rigtigt godt, at vi får nogle dyr ind i gågaden, så børnene og turisterne kan se og røre ved dem. Mange børn i dag ved slet ikke, hvordan dyr ser ud, siger Erling Gramstrup, der er tovholder på projektet.
Der var en række boder, hvor forskellige landmænd viste alle aspekter af livet på landet frem. Der blev solgt grøntsager, trælegetøj, heste fra rideskolen, daggamle kyllinger, børnene kunne kæle med og ikke mindst en vaskeægte malkeko, som man kunne få lov til at male.
- Jeg var meget imponeret over, at så mange børn havde mod på at prøve det, siger Erling Gramstrup.
I det hele taget var det en god dag i byen. Der var forskellige aktiviteter, hvor børnene kunne prøve at lave reb, samle en lille halmballe, en sandkasse fyldt med korn og små traktorer til at lege med.
- Jeg vil tro, der var omkring 700 til 800 mennesker. Vi har valgt, at det skal være gratis. Vi vil rigtigt gerne have nogle folk ned i byen, så der kan komme lidt liv, siger Erling Gramstrup, der arbejder for Fjordland og driver legetøjsbutikken Hej Sikke Leg på Bredgade.