Billede beskrivelse

Landejendom udbrændt - vej måtte spærres

Beboerne kom selv ud ved brand på Vestervigvej ved Bedsted Thy

13. december 2022 kl. 07.34
Opdateret kl. 10.02

BEDSTED THY: Klokken 5 tirsdag morgen blev Nordjyllands Beredskab og politiet kaldt til en ildebrand i Thy.

Branden var opstået i en landejendom på Vestervigvej 15 sydvest for Bedsted Thy, og slukningsarbejdet blev en tidskrævende opgave.

- Det er en større brand, så det er nødvendigt at spærre vejen af, så slukningskøretøjerne kan komme til. Vi sender mere personale og etablerer omkørsel på stedet, lød det ved 5.30-tiden fra vagtchef Andreas Andersen, Midt- og Vestjyllands Politi.

Billede beskrivelse

Klokken 6.55 kunne indsatsleder Jesper Madsen fra beredskabet oplyse, at et stuehus og en tilhørende garage eller staldbygning var totalt udbrændt.

- Der er ikke noget at redde, konstaterede han.

Da brandfolkene ankom til stedet, var der ild i begge bygninger.

- Det var for sent at redde noget. Det gik virkelig hurtigt, fortalte Jesper Madsen.

På det tidspunkt ventede beredskabet på en kran, der skulle bruges til at vælte gavle og to skorstene, så efterslukningen kunne foregå mere sikkert.

- Vestervigvej vil være spærret et par timer endnu, vurderede indsatslederen ved 6.55-tiden.

Der var to beboere i huset, da branden opstod. De var selv kommet ud af huset, og ingen af dem kom til skade, oplyser politiet. Det samme gælder i øvrigt beboernes to hunde.

Brandårsagen er endnu ukendt.

Billede beskrivelse
Se også
Voldsomme skader på virksomhed: - Halvdelen er brændt ned
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste