Lærling på Mors fik den højeste bedømmelse
Det var ikke en helt almindelig torsdag eftermiddag for den stolte tømrermester Max Bransholm Mikkelsen, da en af hans lærlinge til den afsluttende svendeprøve fik en sølvmedalje. Det var Rasmus Sørensen, der er været en del Morsø Tømrer- og Snedkerforretning, der torsdag eftermiddag afsluttede sin svendeprøve som tømrer på EUC Nordvest; og det blev gjort med format. Rasmus udmærkede sig og fik en sølvmedalje for sin flotte præstation, og den gives ikke særlig ofte.
- Det er bestemt ikke hverdagskost, for sølvmedaljen er den allerhøjeste udmærkelse, en nyudlært tømrersvend kan få, og den uddeles ikke særlig ofte, fortæller Max Bransholm Mikkelsen med stor stolthed.
Han forklarer, at der slet ikke findes guldmedaljer inden for tømrerfaget - og en række andre håndværksfag - ud fra tanken om, at det fuldkomne og perfekte ikke findes. Sølv gives ved en gennemsnitskarakter for den teoretiske og praktiske del på 11,5-12.
Dertil supplerer Max Bransholm Mikkelsen:
- Rasmus har altid været en rigtig dygtig lærling, og derfor har han også fået lov at prøve meget forskelligt. Han har blandt andet været en del af det team, vi har haft til at bygge på Færøerne.
Morsø Tømrer- og Snedkerforretning, der i daglig tale kaldes MTS, har altid en god håndfuld lærlinge, idet Max Bransholm Mikkelsen mener, at han som ejer af en stor håndværksvirksomhed har et ansvar i også at uddanne til branchen. Rasmus Pedersen fortsætter som udlært svend i firmaet, hvor sloganet er "kvalitet til tiden", hvilket den nyudklækkede sølvvinder fortsat vil bidrage til. Den sindige unge tømrersvend glæder sig over, at prøven nu er overstået og ikke mindst til svendegildet.
MTS er en virksomhed med kompetencer indenfor nybygninger, tilbygninger, renovering og værkstedsarbejder. Firmaet løser arbejdsopgaver i hele landet, og kunderne er både offentlige instanser, erhvervsvirksomheder og private. MTS gør en dyd ud af altid at levere kvalitet og imødekomme kundens behov og ønsker. Derudover er energioptimering og bedre indeklima ved både nybyggerier og renoveringer er et af deres fokusområder, mens samarbejde og kommunikation med kunden og med øvrige håndværkere er en af vores spidskompetencer.