Billede beskrivelse

Kun silende regn kan stoppe hende: Birthe står på gaden hver mandag

Hun betegner sig selv som fritidskræmmer og elsker at komme ud og snakke med folk

03. juli 2023 kl. 13.01

HURUP: Selv om Birthe Grønkjær, Hurup, har flere jobs at passe og nok at se til, så er det kun silende regnvejr, der kan forhindre hende i at stå på gågaden i Hurup hver mandag hele sommeren, når der er Store Torvedag.

Således også mandag 3. juli, som var sommerens første torvedag. Hun var kommet i god tid for at stille sine borde op, for det først til mølle, når de bedste standpladser skal besættes.

Varerne på bordet var kun et lille udpluk af de mange loppefund, hun har samlet sammen i sit hjem.

- Jeg har tre rum fyldt med ting og sager. Jeg er fritidskræmmer og elsker at komme ud med min bod, fortæller hun.

Når hun i weekenden skal til marked i Svankjær, bliver det med et stort telt fyldt med varer.

- Der skal vi nok have 50 kasser med, siger hun.

Markedet i Vorupør senere på sommeren får også besøg af Birthe Grønkjær, men ellers er det Store Torvedag i hjembyen Hurup, der kan være sikker på fast besøg af hendes bod, og sådan har det været stort set i alle de år, torvedagene er blevet afholdt.

- Det er på grund af det sociale. Man snakker med folk, og der kommer også mange turister, fortæller hun, som godt kan oplyse en pris på tysk, hvis det bliver nødvendigt.

Billede beskrivelse

På den modsatte side af gaden havde otteårige Valdemar Dinnesen sat en masse legetøj frem på et bord.

- Jeg ryddede op på værelset i går, kunne han oplyse. De penge, som de brugte legetøjsbiler og børnebøger forhåbentlig kunne indbringe, skulle straks omsættes henne i legetøjsbutikken til nye Pokemonkort, afslørede han.

Torvedagene fortsætter frem til og med 7. august. Det er gratis at stille en bod op på gågaden, og bliver man sulten, så står frivillige fra Hurup Forenede Sportsklubber klar i deres bod med populære fiskefrikadeller.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste