Kulturmødet: Her er årets store musiknavne
To af landets "mest lysende musikalske stjerner" afslutter musikprogrammet fredag og lørdag på årets Kulturmødet Mors
NYKØBING: I to år har Kulturmødet Mors samlet flere tusinde mennesker til folkelige koncerter, der lukker programmet på Folkescenen fredag og lørdag.
Det bliver også tilfældet i år, hvor Kulturmødet fejrer 10 års jubilæum, og hvor der er hyret to af landets "mest lysende musikalske stjerner". Navnene er Zar Paulo, der er god for både "energifyldt dansksproget rock" og et "anmelderrost og medrivende liveshow". Samt "himmelstormeren" Eee Gee, der spiller "stærke popsange" med en "helt egen nordicana-lyd", som det hedder i en pressemeddelelse fra Kulturmødet.
Zar Paulo har været et af de nye bands, man skulle holde skarpt øje med, siden bandet i januar 2022 udsendte den roste single ’Klap For Fædrelandet’, der blev kåret til P3’s Uundgåelige. Samme år var bandet support for The Minds Of 99, og i april i år blev Zar Paulos debutalbum ’Elendig Software’ mødt med flere femstjernede anmeldelser.
Eee Gee, med det borgerlige navn Emma Grankvist, er hoppet direkte ind i en succesfuld karriere med sine stærke popsange og ærlige tekster om at blive voksen. Det er sangtekster om knust kærlighed og indre konflikter, men med selvironi og humor bringer hun også en lethed ind i musikken.
Koncerten med Eee Gee er del af et nyt strategisk samarbejde mellem spillestedet Vega i København og Kulturmødet.
Eee Gee spiller på Folkescenen fredag 24. august kl. 23, Zar Paulo samme sted dagen efter klokken 21.