Billede beskrivelse

Kulturmødet 2023: Nordisk program og seks spor for debatten

Kulturmødet har fastlagt seks "temaspor" for jubilæumsudgaven af den store kulturbegivenhed på Mors

15. februar 2023 kl. 17.20
Opdateret kl. 18.34

NYKØBING:  Kulturmødet Mors fejrer 10-års jubilæum med et stort nordisk program, og kunstnere, forskere, kulturaktører og unge fra alle de nordiske lande - inklusive Grønland og Færøerne - vil komme til Mors i dagene 24.-26. august.

 Samtidig kan Kulturmødet nu løfte sløret for i alt seks forskellige temaspor, som årets kulturpolitiske debatter kommer til at følge. Overskrifterne lyder ”Demokrati og samfund”, ”Næste generation”, ”Grøn fremtid”, ”Trivsel og sundhed”, ”Medier og teknologi” og ”Fremtid og forretning”.

Med temasporene vil Kulturmødet sætte fokus på kunstens og kulturens betydning og ansvar for det samfund, som vi er fælles om, og den fremtid, som vi ønsker at skabe, fortæller direktøren for Kulturmødet, Trine Bang: 

- Verden er under forandring. Det er tydeligt, når vi taler klima, demokrati, velfærd og værdier som ligestilling og mangfoldighed. Det kræver handling og nye svar, siger hun ifølge en pressemeddelelse.

Hun peger på, at den nye kulturminister og regeringsgrundlaget gerne vil invitere kunsten og kulturen ind i "velfærdsstatens maskinrum" og bidrage til at løse tidens samfundsudfordringer.

- Men spørgsmålet er hvordan, og hvad der skal til. Det glæder vi os til at bidrage til at finde svar på, siger Trine Bang.

Det nordiske tema kan realiseres takket være 3,9 mio. kr. fra A. P. Møller Fonden. Donationen er treårig, og dermed vil det nordiske også de følgende to år sætte sit præg på Kulturmødet.

Planlægningen af Kulturmødet Mors' jubilæumsudgave er i fuld gang, men kulturaktører og andre interessenter kan stadig nå at byde ind med ansøgninger og forslag til de mere end 500 arrangementer, som i løbet af de tre dage skal afvikles på 25 scener. Deadline er 1. marts, hvorefter programmet bliver fastlagt - og offentliggjort 20. juni.

Kulturmødet havde sidste år besøg af mere end 32.000 gæster, hvoraf cirka en femtedel arbejder professionelt med kunst og kultur. Som sædvanlig vil alle Kulturmødets arrangementer være gratis.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste