Billede beskrivelse

Kristian, Erna og Mads uddeler stadig mange penge til trængte folk

19. september 2022 kl. 13.30

En række lokale fonde er under opløsning, og det betyder, at hele den resterende kapital bliver uddelt i år og næste år. Det kan også komme til at betyde en tiltrængt hjælp til flere morsingboer i disse svære tider. 

Det er værd at se efter, om du selv, eller nogen du kender, kan få del i en af puljerne, for der er mulighed for en rigtig god støtte. For eksempel til når livet er svært, til uddannelse, til opmuntring og til udvikling. 

Især til trængte omkring landbruget

En af fondene er Kristian Madsen Glintborgs Fond. Her er stadig en pæn sum tilbage at uddele i år og næste år. Fonden har til formål at yde støtte til trængende personer bosiddende på Mors, og fortrinsvis personer der er, eller har været beskæftiget ved landbruget, enten som ejere eller medarbejdere. 

For at komme i betragtning til legatet skal ansøgningsskema anvendes, som kan findes på Morsø Kommunes hjemmeside. Ansøgningsfristen er den 28. oktober 2022. 

De øvrige legater, der kan søges til lige nu, er: 

M. C. Holms Uddannelseslegat 

Dette legat er i gang med at blive opløst, og der skal uddeles for cirka 250.000 kroner i år. 

Fonden har til formål at støtte unges gennemførelse af videregående uddannelser. Uddannelser inden for det maritime område, for eksempel søfart, fiskeri, rederi- og skibsbygningsvirksomhed skal gives prioritet, men fonden kan støtte gennemførelse af alle former for videregående uddannelse i Danmark og i udlandet.

Legatet gives fortrinsvis til personer, der er født og opvokset på Mors, eller på anden måde har, eller har haft tilknytning til Mors. 

For at komme i betragtning til legatet skal ansøgningsskema anvendes, som kan findes på Morsø Kommunes hjemmeside. Ansøgningsfrist er 14. oktober 2022. 

Erna Møller Nielsens Opmuntringslegat 

Legatet har til formål, ud fra trangsbestemte og almengørende hensyn, at støtte: a) Kvinde eller mand lidende af trigeminusneuralgi (ansigtssmerter), eller b) Kvinde eller mand med psykisk lidelse, eller c) Kvinde eller mand med stærk invaliditet, eller d) Kvinde, som trænger til en opmuntring på grund af egen sygdom eller ulykkestilfælde, eller nær pårørendes død.

Legatmodtagerne prioriteres i nævnte rækkefølge, og skal i mindst fire år forud for legatets tildeling have haft – og fortsat have – fast bopæl på Mors. 

Uddeling sker dels efter ansøgning og dels uden ansøgning, dog altid efter anbefaling fra læge, præst eller social myndighed. Ansøgningsskema eller indstillingsskema skal anvendes. Skemaerne kan findes på Morsø Kommunes hjemmeside. Ansøgningsfrist er 21. oktober 2022.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste