Kraftpræstation rakte ikke til medaljer for "Futte"
Casper "Futte" Futtrup var meget tæt på at slå dansk rekord i squat, men det blev ved lige ved og næsten for thyboen, der dog kunne glæde sig over en flot samlet 6. plads til VM
THY: Det blev ikke til medaljer i denne omgang for Casper "Futte" Futtrup fra Thisted Vægttrænings Forening, der i fredags gik på gulvet til VM i styrkeløft, der i år blev afholdt i Viborg. Thyboen leverede ellers en rigtig stærk præstation, og var tæt på at slå dansk rekord for tungeste løft i squat for -120 kg-klassen.
I netop squat, der er "Futtes" favoritdisciplin, klarede han i overbevisende stil at gennemføre de to første løft på henholdsvis 355 kg og 367.5 kg. Tredje forsøg på 377,5 kg glippede dog lige akkurat for thyboen, der ellers havde slået Danmarksrekorden på 375 kg.
I styrkeløftkonkurrencens øvrige to discipliner, bænkpres og dødløft, formåede Futte at gennemføre alle seks løft med et samlet maksimal-løft på 925 kg, hvilket var nok til en 6. plads. Vinderen blev Ukrainske Oleksiy Bychkov efterfulgt af en taiwaneser og franskmand på de øvrige podieplaceringer.
Casper "Futte" Futtrup, der stadig er på vej tilbage fra de skader, han har døjet med på seneste, var dog meget tilfreds med sine egne præstationer til VM, der var en god opvarmning til det helt store mål, EM på hjemmebane i Thisted næste sommer.