Kommunens penge slap op: Sådan skaffede lokale ildsjæle byen en ny park
Effektive mænd med store maskiner fik i løbet af to dage anlagt stier i rekreativt område
BEDSTED: Borgerne i Bedsted har fået et nyt grønt åndehul, takket være Thisted Kommune og en flok lokale ildsjæle.
Efter at kommunen for to-tre år siden havde opkøbt og nedrevet tre huse på Thylandsgade blev der lavet en plan for et rekreativt område. Kommunen fik opført et rødmalet hegn med to porte i ud mod gaden, lidt inspireret af Dyrehaven i København, og der blev også lavet et forslag til, hvordan området bag hegnet kunne se ud med stier, ny beplantning og en sø.
Men ifølge Erik Linnet, formand for selskabet Bedsted Byforskønnelse, var kommunens budget derefter udtømt, og tingene gik lidt i stå.
- Det var planen, at det var kommunen, der skulle anlægge en sti, men pengene slap op. Mange har spurgt, om der ikke snart skete noget. Og så lykkedes det os selv at få skrabet penge sammen til at få det etableret. Det har holdt hårdt, men jeg synes, at resultatet er blevet rigtig godt, siger han.
Erik Linnet har været involveret i arbejdet med at lave en ansøgning til Lokalområdernes Udviklingsforum (LUF) under Thisted Kommune, som har bidraget med 50.000 kroner til etablering af stierne. Desuden er der søgt cirka 30.000 kroner hjem fra en biodiversitetspulje til oprensning af en sø, etablering af en insektvold og til nye træer og buske.
For et par uger siden mødtes en halv snes mænd fra Bedsted Byforskønnelse i området, og de havde taget deres store maskiner med. Bestyrelsesmedlem Kurt Jensen, der har et vognmandsfirma, kom for eksempel med en gummiged og en traktor.
I løbet af nogle effektive timer en fredag-lørdag fik det frivillige arbejdshold anlagt 370 meter sti rundt i området, så det nu er nemt at gå rundt, hvad enten man lufter hund, er i kørestol eller har barnevogn med.
- Der er allerede mange, der har brugt området, konstaterer Erik Linnet tilfreds.
Det er Thisted Kommune, der ejer grunden.
- Det er tre matrikler, der er blevet slået sammen. Noget af det er gamle haver, og det vil man stadig kunne se. Der er nogle af de gamle træer og buske stadigvæk, fortæller Erik Linnet.
Ellers får det meste af området lov til at vokse vildt.
- Vi kalder det Ørnhøj - den vilde have. Det skal ikke være en friseret park, fastslår Erik Linnet.
Tværtimod vil der blive gjort flere ting for at fremme biodiversiteten i området. På insektvolden skal der sås en blomsterblanding, og på et areal med grus skal der også gro planter, der trives bedst på næringsfattig jord. Det er planen, at der til efteråret skal plantes hasselbuske og egetræer i en del af området.
Erik Linnet og Kurt Jensen forventer, at færdiggørelsen af det rekreative område skal markeres på en eller anden måde. Måske i form af en navngivningsceremoni, når der bliver sat et skilt op på porten ind til haven.
- Også for at gøre folk opmærksomme på, at området findes, siger Erik Linnet og tilføjer:
- Vi har jo allerede rigtig meget bynær skov i Bedsted. Der er stier til Rønheden, og for nyligt er der også plantet skov på den modsatte side af banen i et stort område, der er helt tæt på byen. Det er et stort aktiv for landsbyen. Og nu beholder vi også vores skole. Fremtiden ser lys ud for Bedsted.