Kom til kampdag på kroen: Hvordan var kvindelivet i Thy gennem tiden?
STENBJERG: Lørdag 8. marts, på Kvindernes Internationale Kampdag, sætter netværket Kvinder i Thy fokus på kvinderne fra egnen til et heldagsarrangement på Stenbjerg Kro.
Gennem oplæg fra lokale kvinder og eksperter får man et indblik i kvindelivet frem til nutiden.
- Målet er at markere Kvindernes Internationale Kampdag i en Thy-relevant kontekst. Vi sætter fokus på, hvordan det har været at være kvinde i Thy gennem tiden, hvad man drømte om, og hvordan man har levet, fortæller Helene Jørgensen, der er medstifter af Kvinder i Thy.
- Der findes en del fortællinger i litteraturen om fiskerlivet, men de er oftest centreret omkring mændene, og der vil vi prøve at sætte fokus på, hvilke roller kvinder har spillet, lyder det.
Oplæggene vil give historisk tilbageblik men også nutidige fortællinger om at være kvinde i Thy.
Stenbjerg Kro sørger for fem-retters fællesfrokost, og rammerne for dagen minder om dem, man kender, hvis man før har været med til arrangementer lavet af Kvinder i Thy.
- Vi håber, indholdet giver anledning til at stoppe op og reflektere over kvinders rolle i samfundet før og nu med et lokalt udgangspunkt, og at det sætter gang i samtaler om det gode liv i Thy, siger Helene Jørgensen.
Arrangementet appellerer til kvinder, men Helene Jørgensen understreger, at alle er velkomne uanset køn. Billetprisen er 325 kroner inklusiv velkomstdrink. Er man medlem af Kvinder i Thy, koster det 275 kroner.