Billede beskrivelse

Kom på hjul med Morsø Cykelklub

29. marts 2023 kl. 06.01

Morsø Cykelklub (MCK) giver nu alle chancen for at komme i gang med at motionere på landevejscykel via et begynderhold.

Her kommer man til at opdage cykelglæden og glæden ved at indgå i et fællesskab, hvor det sociale prioriteres. Klubbens formand, Per Mikkelsen, fortæller, at det drejer sig om at få en succesoplevelse på landevejen. Landevejscykling kan være en hård sport, men den “fornøjelse” kan man jo senere vælge til, hvis man fatter interesse og kommer i form henad vejen.

Med begynderholdet tilbyder MCK bl.a. træningsture tilpasset deltagerne og planlagt af engagerede turledere. Som noget nyt bliver der mulighed for i en periode at låne en racercykel. Per Mikkelsen forklarer, at interesserede ofte har stillet spørgsmålet til, om klubben stiller cykler til rådighed. Det er nemlig den måske største forhindring for mange, at cyklen er en dyr investering, når man er begynder.

Billede beskrivelse

Første træningsaften afvikles tirsdag d. 25. april kl. 18.00, men inden da afholder klubben en informationsaften mandag 17. april kl. 19.00 i Morsø Cykelklubs lokaler på Spurvevej i Nykøbing. Klubben byder velkommen med kaffe, kage og drikkevarer.

Starter man på begynderholdet tilbydes man i en prøveperiode medlemskab af Morsø Cykelklub. Et medlemskab, som kun koster 500 kr. årligt, har i øvrigt mange fordele såsom gratis cykeltøj hvert tredje år og op til 1000 kr. årligt tilskud til motionscykelløb. 

Det hele kan lade sig gøre takket være en række lokale virksomheder, der sponserer klubben og får vist deres navn og logo på klubbens cykeltøj.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste