Knud Sørensen mindes på sin fødselsdag
Morsø Kunstforening får en række personer med tæt forhold til den afdøde Mors-digter til at fortælle
NYKØBING: For omtrent et halvt år siden - 26. september 2022 - døde Mors' store valgstavnsdigter, som han selv betegnede sig. Nu finder Morsø Kunstforening af 1961 tiden inde til at ære Knud Sørensen, og det sker meget passende fredag 10. marts, hvor digteren ville være fyldt 95 år.
- Knud Sørensen er Morsø Kunstforenings stifter og æresmedlem. Han har betydet umådeligt meget for Mors og kulturen i almindelighed og for foreningen i særdeleshed. Arrangementet er en hyldest til Knud Sørensen og på ingen måde et sørgearrangement, siger Niels Otto Degn, formand for Morsø Kunstforening.
Det bliver et slags fyraftensmøde af en god times varighed og med start kl. 16 i kunstforeningens lokaler på Holmen 7C i Nykøbing.
- Vi har samlet nogle mennesker med personlige vinkler og samspil med Knud Sørensen. Det er folk, der kendte Knud godt plus hans to sønner. Det suppleres med et musisk indslag, så det ikke bliver snak det hele, siger Niels Otto Degn.
Forfatter Jens Smærup Sørensen vil sige noget om det øjeblik, da Knud blev digter. Billedkunstner Erland Knudssøn Madsen, mangeårig ven, fortæller og læser sit yndlingsdigt af Knud Sørensen op. Forfatter Pia Grandjean Oddershede, beretter om samspil med Knud Sørensen og inspiration fra ophold i hans sommerhus. Sønnerne Per Dybro Sørensen og Jesper Sørensen fortæller erindringsglimt fra opvæksten i et hjem med to ligeværdige forældre. Endelig vil kursister og lærer fra Højskolen Mors give et indslag i ord og musik.
Det hele bliver kædet sammen af Niels Otto Degn, der blandt andet vil vise en meget kort videosekvens med hovedpersonen, der læser et digt op.