Seks knallerter blev kontrolleret og fem viste sig at kunne køre hurtigere end det tilladte. Arkivfoto
Knallertrazzia ved skole: Så mange gik i fælden
Politiet håber, at kontrollen kan virke præventivt, så knallerterne bliver bragt i orden
SNEDSTED: Tirsdag morgen var lokalpolitiet i Thisted sammen med færdselsafdelingen hos Midt- og Vestjyllands Politi på knallertrazzia ved Snedsted Skole.
Mellem kl. 8-10 havde betjentene fat i seks knallerter, der ankom til skolen.
De blev alle kontrolleret, og fem af de seks knallerter viste sig at være konstruktivt ændret, så de kunne køre hurtigere end det tilladte.
- De unge knallertkørere blev alle sigtet, og det har forhåbentlig en præventiv effekt, så knallerterne bliver bragt i orden. Alt i alt en god indsats fra både lokalt og færdselspolitiet, siger politikommissær Frederik Sundtoft fra lokalpolitiet i Thisted.