Knallertfører i vild flugt: Måtte stoppes med peberspray
En 39-årig knallertfører og hans 45-årige passager reddede sig en stribe sigtelser, da de forsøgte at stikke af fra politiet
Kl. 20.58 blev Midt- og Vestjyllands Politi kaldt ud til en hærværkssag på Ørndrupvej i Karby.
Her var en rude blevet knust med en sten, og beboeren i ejendommen, som var hjemme på gerningstidspunktet, havde derfor kontaktet politiet.
Umiddelbart var der mistanke til, at gerningspersonerne var kommet kørende til stedet på knallert. Det stod ikke klart, hvorfor hærværket er blevet begået, men det lykkedes patruljen at opspore en knallert i området.
Føreren, der havde en passager bagpå og ikke var iført styrthjelm, havde dog absolut ikke tænkt sig at snakke med politiet. Han forsøgte at tage flugten, og til sidst måtte betjentene bruge peberspray for at få det vilde ridt stoppet.
Herefter ventede en del papirarbejde.
Det viste sig, at knallerten blev ført af en 39-årig mand fra lokalområdet, der havde en 45-årig mand, ligeledes fra lokalområdet, som passager.
Den lille knallert 30 var ikke indregistreret, men den tilhørte den 45-årige passager. Passageren fik derfor en sigtelse for at sidde bagpå knallerten samt for at have overladt sin knallert til en person uden førerret. Den 39-årige fører havde nemlig allerede ved tidligere lejlighed fået frakendt sit kørekort, så han reddede sig en sigtelse for at køre i frakendelsestiden.
Føreren blev derudover skønnet påvirket af både narkotika og alkohol, og så fik han en sigtelse for ikke at efterkomme politiets anvisninger, for den manglende styrthjelm samt for passageren.
I alt 11 sigtelser blev det til mod de to, oplyser politikommissær Henrik Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.