Klar til ny sæson efter oprykning: - Der er ingen nemme kampe nu
Efter to oprykninger i træk ser Thisted Badmintonklub i spænding frem til sæsonpremieren søndag den 10. september.
Det fortæller badmintonklubben.
Dagens modstander er Vejgaard, og det bliver spændende at se, hvordan kometerne fra Thisted vil klare et niveau højere end sidste år.
Cheftræner Lars Bo Sørensen udtaler:
- Det er altid spændende at spille den første kamp i en ny række, hvor niveauet er højere end det, vi tidligere har været vant til. Der skal kæmpes hårdt i alle kampe, og vi er nu på et niveau, hvor der ingen lette kampe er.
- Men jeg synes også, vi er klar. Vi har forberedt os godt, og der er blevet trænet godt op til sæsonstarten, så jeg ser positivt på kampen, men ved også at det kræver en 100 procent indsats af alle spillere. Heldigvis har vi ikke mistet spillere i forhold til sidste sæson, og vi har yderligere fået et par at vores dygtige ungdomsspillere med i truppen til førsteholdet. Det giver en god dynamik til træningstimerne.
Til søndages modstander knytter cheftræneren denne kommentar:
- Vejgaard mødte vi også i sidste sæson og slog dem godt nok, men erfaringsmæssigt ved vi også, at der sker rigtig meget i løbet af en sommer - især i de større byer, hvor klubskifterne mellem de forskellige klubber kan få stor betydning for styrkeforholdet på de enkelte hold. Derfor forbereder vi os grundigt og håber ligeledes, at der kommer lige så mange tilskuer og bakker holdet op, som det var tilfældet sidste sæson.