Billede beskrivelse

Klar til at give penge til lokale projekter: Nu skal der fokus på bæredygtighed

Annette Qvistgaard fortsætter som forkvinde for bestyrelsen for LAG & FLAG Thy-Mors

28. oktober 2022 kl. 13.00

THY-MORS: Den nye bestyrelse for LAG & FLAG Thy-Mors har nu konstitueret sig. Annette Qvistgaard er klar til at tage en tørn mere som forkvinde. Hun ser frem til den kommende strategiproces, hvor hun forventer, at den nye bestyrelse vil sætte mere fokus på bæredygtighed i forhold til at uddele penge til projekter, der kan skabe lokal udvikling, fra blandt andet iværksættere og foreninger.

Bestyrelsen blev valgt på en stiftende generalforsamling 5. september i Vilsund. I år skal der nemlig ifølge EU-reglerne stiftes en ny LAG-forening og vælges en ny bestyrelse. Det var åbent for alle med interesse for at skabe mere liv i Thy og på Mors at være med i den stiftende generalforsamling.

Annette Qvistgaard stillede igen op som forkvinde og blev valgt. Mange medlemmer fra den tidligere forening valgte at stille op igen og blev valgt ind, og der kom også nye kræfter til.

5. september blev der også afholdt en velbesøgt workshop i Vilsund. Her blev kursen sat efter at få mere fokus på bæredygtighed i strategien for den nye LAG & FLAG Thy-Mors. Annette Qvistgaard er positiv omkring den læring og inspiration, som kom ud af workshoppen.

- Vi fik rigtig god inspiration omkring, hvad bæredygtig udvikling er, og hvordan FN's Verdensmål kan bruges som et redskab til vores kommende strategi. Det er et klart ønske, at foreningen LAG & FLAG Thy-Mors bliver mere tydelig i sin strategi for, hvordan vi forstår og ønsker at påvirke en bæredygtig udvikling af kystområderne og landdistrikterne, siger hun

På et efterfølgende bestyrelsesmøde blev ikke alene bestyrelsens forkvinde udpeget. Der blev også fundet en person til posten som næstforperson, som det hedder nu til dags. Det blev Vibeke Søndergård Jørgensen. Kaj Erik Hyldig blev valgt som kasserer.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste