Kendte sange bliver iklædt tangorytmer, når Thy får besøg fra Argentina
Thy Tango og Spillestedet går sammen om et enestående arrangement i Plantagehuset først i det nye år. Den 11. januar klokken 19.30 får man besøg fra Argentina, Buenos Aires, hvor tangomusikeren Stine Engen bor. Hun er kort hjemme på julebesøg hos familien i Nørresundby.
Stine spiller bandoneón, som den særlige tangoharmonika kaldes og spiller blandt andet i tangoorkestret Andariega, der har besøgt Thisted nogle år tilbage.
Denne gang fremfører Stine projektet “DANGO” sammen med sanger Camilla Marie Dahlgreen. DANGO er kendte, danske sange, der er blevet iklædt tangorytmer. Camilla er klassisk uddannet fra Københavns Konservatorium og udover at være sanger, er hun også tangodanser og -underviser. De to musikere startede samarbejdet et par år tilbage og har turneret med et større argentinsk orkester rundt i Danmark og spillet dangorepertoiret.
Ideen med DANGO var, at vi som danskere, ved at lytte og danse til melodier, vi kender, nemmere vil kunne forbinde os til tangomusikken.
Denne gang er der lagt op til en mere intim aften, hvor musikken er i øjenhøjde, og vi skal lytte til nogle af de mange historier, der gemmer sig i DANGO samt høre klassiske, argentinske tangoer på spansk. Der er desuden mulighed for at danse, hvis man har lyst.