Kammermusikfrivillige søger nye kolleger
Info-møde om at være frivillig under Thy Kammermusikfestival
THISTED: Gratis koncerter af høj kvalitet. Et muntert fællesskab. Og stoltheden ved at være med til at fremme den klassiske musik.
Det er, ifølge formanden for Thy Kammermusikfestival, Aase Odfeldt, nogle af fordelene ved at engagere sig som frivillig i musikfestivalen, der hvert år samler unge, talentfulde musikere fra hele verden til to uger med sammenspil og koncerter i Thy og omegn.
Mens musikerne er unge, har de fleste af de frivillige en alder, hvor "seniorer" er en passende betegnelse. Af naturlige årsager er der brug for nye kræfter i den stab, og derfor holder Thy Kammermusikfestival på lørdag, 22. april, informationsmøde om at være frivillig. Det foregår lørdag formiddag i Plantagehuset i Thisted.
- Der vil være folk fra de forskellige grupper, som vil fortælle om de opgaver, de har hver især. Det er naturligvis helt uforpligtende at deltage i mødet. Og hvis man har lyst til at være med, bestemmer man selv, hvor meget tid man vil bruge, siger Aase Odfeldt.
Årets kammermusikfestival finder sted i perioden 13.-28. august.