Billede beskrivelse

Kæmpegrin og kærlighed: MD Duo svinger autografpennen i Vilsund

23. juli 2025 kl. 14.03

VILSUND: Der er garanti for både grin og god musik, når MD Duo folder sig ud foran publikum i sommerlandet.

Duoen - Martin Dinitzen og Dennis Kristensen - har i den grad fået tag i det danske publikum både online og ved deres mange velbesøgte optrædener.

På Spotify lytter mere end 33.500 mennesker til deres sange hver måned, og på Facebook har de over 30.000 følgere. Men det er især ude i markedslandskabet, duoen for alvor mærker fansenes kærlighed.

Billede beskrivelse

Denne uge spiller de hver aften i Strandteltet på Vilsund Marked, og her er der ingen tvivl: Martin og Dennis er på hjemmebane.

– Vi spiller mange steder. Men netop Vilsund Marked, som vi i år har spillet på fire gange, er jo vores hjemmebane. Vi kender jo Gud og hver mand. Og det kildrer lidt mere at spille foran en masse, man kender. Det giver bare lidt ekstra at gøre folk glade på hjemmebanen, siger Martin Dinitzen med et smil, kort efter han har skrevet endnu en autograf til en kvindelig fan udenfor teltet.

Tirsdag eftermiddag ankom de to spillemænd iført deres karakteristiske hvide signaturkasketter til teltet for at klargøre lyd og scene. Men der gik ikke længe, før publikum spottede dem – og så begyndte autografjagten.

De fleste nøjes med en autograf på en T-shirt eller et postkort, men MD Duos kvindelige fans går gerne et skridt videre. Ofte bliver bluserne trukket lidt ned, så Dennis og Martin kan skrive direkte på huden – noget de to tager med godt humør og store grin.

Billede beskrivelse

– Vi elsker at møde folk, og vi griner meget – både på scenen og udenfor. Det gør det hele sjovt, lyder det fra Dennis Kristensen.

Hvis man vil opleve stemningen og de folkelige hits live, spiller MD Duo hver aften fra kl. 20 til midnat i Strandteltet på Vilsund Marked.

Der er gratis adgang – og høj garanti for både musikalsk fest og nok også autografmuligheder.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste