Kæmpefisk på to lystfiskerkroge
Helleflynder på 38 kg fanget ud for Thy
VORUPØR: En danmarksrekord er det ikke, for den blev sat i april i år og lød på 58 kg.
Men havde det ikke været for denne fangst, ville der være tale om en tangering af rekorden, da to tyske lystfiskere i tirsdag halede en 38 kg tung helleflynder om bord på kutteren T248 "Skagerak" fra Vorupør.
Den ene af de to, Thomas Labisch, var først til at få helleflynderen på krogen, fortæller indehaveren af lystfiskerkutteren, Ole Jensen.
- Hans snøre springer desværre, da han forsøger at hale den ombord. Men så viser det sig, at helleflynderen havde bidt på hos hans kammerat, Uwe Karl, der fiskede fra den anden side af båden, fortæller han.
Ved fælles hjælp lykkedes det så i anden omgang at få fisken om bord.
De to er medlemmer af et selskab på i alt 12 lystfiskere fra den sydtyske by Bamberg. De har lejet "Skagerak" i seks dage i træk, og hele selskabet får faktisk glæde af kæmpefangsten, som er blevet skåret ud og delt mellem alle lystfiskerkammeraterne.
Hvis de to heldige lystfiskere i stedet havde sat kæmpefisken til salg på Hanstholm Fiskeauktion, kunne den - med den seneste uges gennemsnitspris for helleflynder - have indbragt knap 4000 kroner.