Kæmpe lager indvies med åbent hus
Skov A/S i Glyngøre tager imod torsdag 24. november i 16.000 kvadratmeter nybygning
GLYNGØRE: Skov Gruppen, der producerer ventilation, managementsystemer og digitale services til animalsk produktion, indvier et nyt 16.000 kvadratmeter stort distributionscenter ved virksomhedens hovedkontor i Glyngøre. Det sker ved et åbent hus-arrangement torsdag 24. november.
- Efter mere end ét års byggeri er vi nu klar til at indvie vores ny distributionscenter, der samler vores lagerkapacitet i Danmark på én lokation tæt på mange af vores lokale underleverandører, siger Leo Østergaard, Adm. Direktør, Skov A/S.
Distributionscenteret er etableret som et nulenergihus ved at anvende solceller og varmepumper.
- Det er vigtigt, at vi som virksomhed har fokus på miljøbelastningen af vores aktiviteter, og med den seneste udvikling i energipriserne er vores investeringer også en særdeles god forretning, siger Leo Østergaard.
Skov har yderligere investeret i varmepumper til de eksisterende bygninger, hvor tre pumper allerede kører, og de sidste fem sættes i gang meget snart.
Distributionscenteret i Glyngøre er udstyret med de nyeste løsninger inden for lagring, håndtering og afsendelse af produkter.
- Vi arbejder hele tiden på at optimere vores processer, så vi effektivt kan levere vores løsninger verden over til konkurrencedygtige priser, fortsætter Leo Østergaard.
I sidste regnskabsår omsatte SKOV Gruppen for 981 mio. kr., med en eksportandel på mere end 90 procent. Virksomheden har 475 ansatte, hvor ca. 300 medarbejdere arbejder med base i Glyngøre.
Den lokale entreprenør, Ole Ibsen A/S, der også stod for Skovs sidste udvidelse i 2017, har haft hovedentreprisen på distributionscenteret. Tegningsarbejdet er lavet af arkitektfirmaet Andreas Ravn i samarbejde med Viborg Ingeniørerne.