Billede beskrivelse

Julefrokostsæsonen skudt i gang: Travlhed hos politiet

Den første store julefrokostweekend bød på masser af arbejde for politiet i det lokale natteliv

27. november 2023 kl. 09.14
Opdateret kl. 16.57

Om det direkte skyldes, at julefrokostsæsonen nu er skudt i gang, vil politikommissær Henrik Jensen fra lokalpolitiet i Thisted ikke gisne om. Men et hurtigt kig i døgnrapporten fra denne første julefrokostweekend taler sit klare sprog:

- Der har været et noget højere aktivitetsniveau i nattelivet, end vi plejer at have, siger Henrik Jensen.

Fredag lige efter kl. 16 stoppede politiet en bilist i Vestervig-området. Føreren af bilen blev skønnet påvirket af spiritus, og efter en alkometertest, som viste over det tilladte, blev den 56-årige mand bag rattet sigtet for spirituskørsel og taget med til blodprøveudtagning. Hvorvidt, manden havde været til julefrokost, eller måske var på vej til én, melder historien dog ikke noget om.

I kategorien rusmidler har politiet noteret to sager af narkobesiddelse, da en patrulje ved 16-tiden var på plads ved udkørslen til Thylejren. Her stoppede de kl. 16.12 en 33-årig kvinde fra Hanstholm, der blev fundet i besiddelse af 100 gram skunk. Kl. 17.05 blev endnu et køretøj stoppet, i dette tilfælde med en 22-årig mand fra Thisted bag rattet, som blev fundet i besiddelse af seks gram skunk.

Lørdag kl. 00.34 var politiet til stede ved Thyhallen, hvor der blev holdt julefrokost. Politiet fik her kontakt til en 21-årig mand fra Mors, som blev fundet i besiddelse af 0,5 gram amfetamin, hvilket han blev sigtet for.

Nede i selve bylivet var der natten til lørdag kl. 01.55 uro ved Heidis Bier Bar i Thisted. Her blev en 30-årig mand fra Hurup sigtet for fornærmelig tiltale mod politiet.

Fem minutter senere samme sted blev der uddelt en sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, idet en 17-årig dreng fra Thisted ikke ønskede at følge politiets anvisninger.

Kl. 05.16 tidligt søndag morgen blev politiet kaldt til værtshuset Fort Indian i Thisted, hvor der var uro mellem nogle grupper af gæster. Det endte med, at en 25-årig kvinde kl. 05.40 blev sigtet for fornærmelig tiltale mod politiet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste