Lokal virksomhed leverer til ikonisk bygning
NYKØBING MORS: Den ikoniske administrationsbygning på Korsør Havn, som tidligere har huset det gamle hotel Storebælt, har netop gennemgået en større renovering, hvor alle bygningens vinduer er blevet udskiftet til nye dannebrogsvinduer fra KPK Døre og Vinduer. De nye vinduer er valgt med fokus på både æstetik og støjreduktion, da bygningen er placeret med den ene facade ud mod de mange fragtskibe, der løbende lægger til kaj.
Det fortæller KPK Døre og Vinduer.
På Korsør Havn ligger der en gammel, charmerende og stor rød bygning, som tidligere var det gamle Hotel Storebælt, men som i dag fungerer som havnekontor. Den smukke bygning, som blev opført i 1856, har netop fået udskiftet alle sine cirka 65 vinduer med nye fra KPK Døre og Vinduer, og det er gjort både med funktionalitet og æstetik for øje.
- Vi holder til i en ældre bygning nede på havnen, hvor vinduerne i lang tid har trængt til at blive udskiftet, da de både havde råd og utætheder og dermed gav træk. Det betød, at vi skulle på jagt efter nye, og i den forbindelse var det vigtigt for os, at de selvfølgelig ikke alene levede op til moderne funktionalitet i forhold til isolering, men også at de nye vinduer respekterede udtrykket i den gamle hotelbygning, fortæller havnedirektør i Korsør Havn, Jimmi Jørgensen, som til dagligt holder til i bygningen.
- Her faldt valget på KPK, som har leveret dannebrogsvinduer, der ligesom de tidligere har flotte buede overkarme. På den måde er vinduesløsningen med til at bevare bygningens flotte særpræg.
Lukker lyden fra støjende fragtskibe ude
Havnebygningen er placeret helt ned til vandet med den ene side vendt ud mod en materialeplads, hvor der konstant bliver fragtet store elementer, når skibene lægger til havn. Derfor var der foruden krav til isolering også betydelige ønsker om støjreduktion.
- Udover trelagsglas, som ellers tager meget støj, var det også vigtigt for os at få lydisolerende glas til den ene side af bygningen, hvor det ofte larmer utrolig meget. Og selvom vi på forhånd vidste, at de var støjisolerende, så er vi virkelig blevet positivt overraskede over, hvor meget af støjen vinduerne rent faktisk har taget – nu kan man nærmest høre en knappenål falde til jorden, fortæller Jimmi Jørgensen fortsat.
Det er tømrervirksomheden LBJ Tømrerforretning, der har stået for at montere de mange vinduer, og det er gjort i tæt samarbejde med KPK Døre og Vinduer.
Også hos KPK har man været glade for både samarbejdet, forløbet og nu det færdige resultat.
- Selvom det ikke er hverken en fredet eller bevaringsværdig bygning, så ligger der stadig et vigtigt arbejde i at levere en løsning, der passer til bygningens udtryk. Her faldt valget på en træ-/aluløsning for også at minimere vedligehold, og sammen med de hvide sprosser og buerne er det endt med at blive et rigtig godt resultat, som vi er stolte af, fortæller vindueskonsulent hos KPK, Steen Jacobsen.