I regn og slud: Nu kører giganterne ud
Nu er transporten af to kæmpe vindmølle-vinger fra Hanstholm til Østerild gået i gang
Opdateret 14.48 med flere billeder af vingetransporten
HANSTHOLM: Klokken cirka kvart i 11 tirsdag formiddag satte transporterne af de to kæmpe vindmøllevinger sig langsomt i gang på havnen i Hanstholm.
Forrest kørte den 115,8 meter lange vinge til en Vestas testmølle og lige efter fulgte den 115 meter lange vinge til en Siemens testmølle. Begge vinger skal til testcentret i Østerild, lige som de yderligere fire vinger, der stadig er på havnen, og som skal foretage samme rejse over de næste par dage.
Klokken 11.05 var den forreste transport på vej op ad bakken væk fra havnen, mens den efterfølgende transport stille og roligt kørte ud af havneområdet.
Inklusiv det køretøj, der bærer vingen, er den ene af de to transporter 131 meter lang. Den anden transport er en selvkørende blokvogn af knap samme længe. Altså fylder de to transporter til sammen i omegnen af 250 meter. Dertil kommer, at transporterne fylder hele vejen, så trafikanter i området bør de næste timer finde alternative ruter.
De to transporter ventes at lande i Østerild ud på eftermiddagen.