I ly af bøgetræet: Ny grøn gårdbutik i Thy
Camilla og Dennis sælger grøntsager af egen produktion i Bøgely Grønt ved Thorsted vest for Thisted
THORSTED: I 2020 købte et ungt par, Camilla Østergaard Nielsen og Dennis Wolfgang Løhde Sørensen, en lille landbrugsejendom ved Thorsted vest for Thisted. Den havde ikke noget navn, men med et stort bøgetræ i baghaven syntes de, at det var oplagt at kalde gården på Vandetvej 8 for Bøgely.
Og Bøgely Grønt er blevet navnet på den gårdbutik med egne produkter, som parret i begyndelsen af juni åbnede i et lille lokale i staldbygningen.
For efter at parret de første år på Bøgely kun havde dyrket grøntsager til eget forbrug, er to rundbuede drivhuse med plastiktag nu blevet rejst. En af disse såkaldte polytunneller er fyldt med tomatplanter, mens der i den anden dyrkes agurker og squash.
Camilla og Dennis er begge vokset op i byen, i henholdsvis Thisted og Silkeborg. Men begge havde lyst til et liv i andre omgivelser:
- Som barn ville jeg altid gerne besøge min moster, der boede på landet. Jeg ville gerne ud på landet, husker Camilla.
Så hun søgte ind på Beder Gartneriskole ved Aarhus. Det samme gjorde Dennis, og det var her de to - der i dag begge er 28 år - mødte hinanden. Camilla uddannede sig som produktionsgartner, mens Dennis blev væksthusgartner og siden har suppleret med en uddannelse som jordbrugsteknolog.
I firmaet Jysk Muld Kongerslev syd for Aalborg har han arbejdet med udvikling af bæredygtige vækstsubstrater som alternativ til spagnum.
- Men det blev for meget administrativt arbejde, og for mange overnatninger på en luftmadras, fortæller Dennis, der sagde jobbet op for at satse på grøntsagsproduktionen hjemme på Bøgely. Camilla er også med i arbejdet på gården, men fortsætter i sit job som gartner på kirkegården i Thisted.
Økologi
Grøntsagsproduktionen skal være så bæredygtig som mulig, og en ansøgning om omlægning til økologi er netop blevet sendt af sted.
Men det tager to år, før grøntsager, dyrket i egen jord, kan få det røde økologimærke, og blandt andet derfor er parret gået i samarbejde med Lasse Korsgaard, der har en økologisk svineproduktion på Trapsandevej.
- Han har et stort landbrugsareal og vil også lave gårdbutik i meget større skala, end vi har plads til. Vi har aftalt, at vi skal stå for planteproduktionen hos ham. Han har maskinerne, noget god jord og den husdyrgødning, der skal bruges. Så det giver rigtig god mening, fortæller Dennis.
Til august vil han sætte 10.000 jordbærplanter i jorden på en af Lasse Korsgaards marker, så økologiske jordbær allerede næste sommer kan blive en del af sortimentet.
Vild natur en fordel
Samarbejdet med den økologiske landmand giver også mening, fordi der ikke hører så meget jord til Bøgely. I alt er gården på godt to hektar, hvoraf en stor del ligger hen som uberørt natur, blandt andet tætte bevoksninger med buske og træer.
Det skal der naturligvis ikke laves om på. For vild natur er lig med en god biodiversitet, hvilket igen er en vigtig forudsætning for et godt økologisk landbrug, fastslår Dennis.
Men ud over de to store drivhuse er der, bag ved gården, cirka en halv hektar med blandt andet salat, mange slags kål og kartofler. Noget bliver solgt til et par af områdets supermarkeder, mens resten kommer til salg i gårdbutikken.
- Visionen for gårdbutikken er at tilbyde en masse forskellige af vores egne grøntsager. Og næste år vil vi også begynde at sylte og fermentere noget af det, som vi ikke kan sælge direkte, så madspildet bliver minimalt, fortæller Dennis.
Indtil videre er sortimentet i den lille gårdbutik ikke så stort, selv om egenproduktionen er suppleret med varer fra andre lokale producenter. Men det nye tilbud er blevet taget godt imod.
- Vi har haft et o.k. flow af kunder hver dag. Og der er nogle, der kommer flere gange. Så de må jo være tilfredse, siger Camilla.
Nyplantet rødbøg
Ud over de spiselige planter har Dennis og Camilla plantet en rødbøg, så de kan være sikre på, at gården også i fremtiden kan leve op til sit navn.
- Det er i stedet for en flagstang. Og der er jo ikke noget flottere end en stor rødbøg, siger Dennis.