I fem år har Michael haft egen brillebutik. Men navnet er en andens
Lillelund Optik blev startet i 1952, men siden 2018 har butikken været ejet af Michael Svendsen. Selv om butikkens navn stammer fra grundlæggerens familie, har han aldrig haft i sinde at ændre navnet
NYKØBING: Lillelund Optik i Algade har været ejet af Michael Svendsen i fem år. Sidste år fejrede optikeren 70-års jubilæum, da Jørgen Lillelund Andersen startede firmaet i 1952.
Herefter blev butikken drevet videre af datteren Anette Lillelund, men i 2018 blev butikken opkøbt af Michael Svendsen, der er fra Herning, men bor i Skive.
Og så skulle man måske tro, at Michael Svendsen overvejede at skifte navnet til for eksempel Svendsen Optik. Men det lå aldrig ham på sinde.
- Jeg vidste, at det var en familievirksomhed med et godt image, og det ville jeg gerne have lov til at nyde gavn af. Det var derfor, jeg købte den. Det er jo fordi, jeg synes, det var et velrenommeret firma med mange trofaste kunder. Så hvorfor skulle de ikke have lov til at genkende det, de er vant til at komme i?, spørger han retorisk.
Michael Svendsen blev fanget af optikerfaget, da han havde bestået sin studentereksamen. Her var han så heldig, at hans fars fætter havde en optikerbutik, som han besøgte. Der gik ikke længe, før han startede i lære som optiker i en anden butik, og det har været hans beskæftigelse lige siden.
- Jeg kan stadigvæk blive rigtig engageret af en problematik, og så kan jeg godt lide at have med mennesker at gøre, fortæller han.
Det er han i den grad kommet til, og brillebutikken har i dag kunder fra Salling, Mors og Thy, og han har ikke tænkt sig at stoppe lige foreløbig.
- Der er jo ingen, der ved, hvad morgendag bringer, men det er planen, siger Michael Svendsen, der i øvrigt af mange vil være kendt for sine mange år som fodbolddommer på topplan.