Hurup Gymnastikforening opfordrer flere drenge til at dyrke gymnastik
Hurup Gymnastikforening har eksisteret i mere end 100 år, og har haft stor tilslutning til alle hold. Det eneste de savner er, at flere drenge har lyst til at dyrke gymnastik
HURUP: Hurup Gymnastik og Ungdomsforening har netop afholdt deres årlige lokalopvisning, hvor mellem 500 og 600 gymnastikglade gæster besøgte Hurup Hallen. Her bliver børn og unge inspireret til eventuelt at melde sig ind i det fællesskab, som er blevet skabt gennem årene.
De er en sund forening, hvor medlemstallet er vendt tilbage efter Corona-krisen, men oftest er det piger, der melder sig ind, og det ærgrer foreningen, der ønsker at både piger og drenge dyrker gymnastik.
Lav tilslutning af drenge
Hurup Gymnastiks opfattelse er, at drenge ofte først får øjnene op for gymnastik, når de starter på en efterskole, hvor det er obligatorisk.
- Gymnastik er en sportsgren, der nogle gange, i hvert fald for drenge, bliver kigget på, som om det er mindre sejt. Men det er sejt, og det finder man ud af, når man kommer på efterskole, fortæller bestyrelsesmedlem hos Hurup Gymnastikforening, Bettina Madsen.
Derfor forsøger de hos Hurup Gymnastik og Ungdomsforening at vise drenge, at gymnastik ikke kun involverer dans og koreografi, men også springgymnastik.
- Vi vil jo frygtelig gerne vise, at det er sejt at springe, og det er nogle seje spring, de får lært, fortæller Bettina Madsen og tilføjer:
- Med gymnastik får de styrket hele deres krop, og derfor et det et godt supplement til eksempelvis håndbold og fodbold.
Plads til alle
Det er især drenge i 10 til 15-års alderen, der er svære at overbevise om, at gymnastik er den rigtige sportsgren at vælge.
Ifølge Bettina Madsen er det vigtigste, at man bliver en del af et fællesskab, men årsagen til den lave tilslutning af drenge er svær at påpege.
- Jeg synes altid det er vigtigt, at man er en del af noget. En del af et kanon fællesskab, hvor der er plads til alle. Gymnastikken er nemlig for alle, så vores instruktører sikrer at alle kan være med uanset, hvad niveau man er på, fortæller bestyrelsesmedlemmet hos Hurup Gymnastik og Ungdomsforening.