
Hundeejere pas på: Maskinerne er løs i hundeskoven
Som del af driften af hundeskoven i Faddersbøl skal der fra 6. februar fældes træer. Hegnet tages ned, men skoven er fortsat åben for både hunde og mennesker
FADDERSBØL: Hegnet omkring hundeskoven i Faddersbøl skal tages ned fordi der skal fældes træer og lysnes i skovens bevoksninger. Arbejdet ventes afsluttet omkring 1. april, og så kommer der igen hegn om skoven.
Mens der arbejdes i skoven er der fortsat fri adgang for hunde og mennesker, men brugerne skal være opmærksomme på det arbejde, der er i gang.
- Der vil køre store maskiner rundt i skoven, men man er velkommen til at følge arbejdet, oplyser Naturstyrelsen Thy, som dog beder skovgæsterne og deres hunde holde en sikkerhedsafstand til maskinerne på mindst 100 meter.
- Hegnet omkring hundeskoven er i dårlig stand og trænger til forbedring. Derfor giver det mening at tage hegnet ned samtidig med, at der arbejdes skoven. Når fornyelsen af hegnet udføres samtidig med, at der tyndes ud i beplantningen, mindskes antallet af gange, hvor der skal arbejdes i området, oplyser Naturstyrelsen Thy.
Når arbejdet er slut omkring påske, er der både sat et nyt og bedre hegn omkring hundeskoven og bevoksningen er blevet mere åben med længere sigtbarhed og lysåbne pletter i bevoksningen. De skader, der sker på veje og stier i skoven i forbindelse med arbejdet, bliver udbedret.