Billede beskrivelse

Hovednavne på festival måtte aflyse: Men erstatninger skabte en fest

Torsdag aften blev Alive Festival i Thisted desværre ramt af aflysninger fra to hovednavne, men fredagens erstatninger viste sig, at være mere end nok for de glade festivalgæster

28. juli 2023 kl. 19.03
Opdateret 29. juli 2023 kl. 14.34

THISTED: For festivalarrangørerne skete det værst tænkelige torsdag aften. Ikke én men hele to hovednavne aflyste dagen før de skulle spille. Heldigvis blev der hurtigt fundet to erstatninger, der fredag aften skabte en fest i Skoven. 

Første erstatning var den danske synth-pop duo Gents, der erstattede hovednavnet Guldimund, som var ramt af sygdom. Duoen har blandt andet tidligere spillet på Roskilde Festival, Spot Festival og Alive Festival for fem år siden.

Billede beskrivelse

- Vi var bange for, at der ikke ville komme nogen med så kort varsel, sagde forsangeren for GENTS til publikum.

Men menneskemængden som startede smalt, voksede sig stødt større og større. De to medlemmer af Gents Theis Obbekjær Vesterløkke og Niels Fejrskov Juhl havde altså intet at bekymre sig om.

Billede beskrivelse

Vejret var også bedre end det har været hele måneden, og festivalgæsterne var mødt op til en fest under det store træ i skoven. Efter et par ture i bryghusbaren på festivalpladsen, kom gæsterne hurtigt i festhumør.

Patina og god energi

Efter Gents' koncert var næste store vikar i Skoven det fynske band Patina, der erstattede bandet Barselona efter de aflyste på grund af pludselige omstændigheder i den nære familie.

- Vi sender Barselona utrolig mange tanker og god energi. Jeg håber, at vi er en OK erstatning, sagde én af Patinas tre forsangere Søren Bastrup Bojsen til et jubelbrøl fra festivalgæsterne.

Billede beskrivelse

To af de glade festivalgæster var Tobias Grathwohe og Jakob Moeslund, der var taget fra Slagelse til Thisted for at høre Guldimund og Barselona. Derfor var de to fans naturligvis skuffede, da de hørte om aflysningerne.

- Der var i hvert fald et kvarter med dårlig stemning, sagde Tobias Grathwohe om aflysningerne.

Billede beskrivelse

Men så kom navnene på vikarerne og især Patina faldt i rigtig god jord hos de to drenge fra Slagelse. Så skulle de alligevel ud i skoven og have en fest.

- Jeg kender kun de sange, jeg kender. Men den energi, de bragte ud, gjorde, at man var med i nummerne, fortalte Tobias Grathwohe og Jakob Moeslund tilføjede:

- Jeg synes, det var fantastisk. Det var en god fest. En rigtig god fest.

Billede beskrivelse

Derfor blev det alligevel en god fredag på Alive Festival, der havde udsolgt på dagsbilleter, fordi de to erstattende kunstnere skabte en fest i Thisted.

Alive Festival startede torsdag 27. juli og slutter lørdag 29. juli.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste