Billede beskrivelse

Hjemmeværnet havde fundet den helt tunge ambulance frem under snestormen

Et militært køretøj bistod beredskabet med ambulancekørsel i Sydthy under snevejret

09. marts 2023 kl. 15.21
Opdateret 10. marts 2023 kl. 11.43

THY-MORS: Det er ikke hver dag, at en ambulance, som nærmest ligner en krigsklar tank, bliver sat ind lokalt, men det skete forleden i Thy som led i sneberedskabet. Hjemmeværnsdistrikt Midt- og Vestjylland gjorde på anmodning sine fire Piranha 5 ambulancer klar, og den ene af dem kom i aktion i Thy.

- Hver gang der er en melding om sne i større mængder, gør vi ambulancerne klar, men tit bliver der ikke brug for dem. Det gjorde der denne gang. Vores Piranha 5 kørte et par ture med sygetransporter. Vi glæder os over, at vi på professionel vis kan medvirke til at skabe tryghed og støtte lokalfolkningen, når behovet opstår, siger kaptajn Erik Winther, der er chef for information, hvervning og historiske kildesamlinger ved hjemmeværnsdistriktet.

Køretøjet må siges at være kompetent til at forcere ethvert snefog med sine fire hjulpar.

- Piranha 5 er en ambulancetype, som Hjemmeværnet ikke ejer, men betjener og indsætter, idet vi står for den landmilitære indsats i landet. Bilen svarer til det, man i gamle dage ville kalde en pansret mandskabsvogn. Den er terrængående, og den er yderst velegnet til kørsel på vej i modsætning til bæltekøretøjer, der slider på vejbelægningen, siger Erik Winther.

Allerede i søndags blev Trænregimentet i Aalborg af ambulanceberedskabet i Nordjylland anmodet om ændring i beredskabet fra 72 timer til seks timer for dets Piranha 5 ambulancer.  Det vil sige, at man skal holde sig klar til at rykke ud med seks timers varsel. Herefter gik de lokale beredskabsstabe på overvågningsberedskab. 

Hærhjemmeværnsdistrikt Midt- og Vestjylland, der har hjemsted på Skive Kaserne,  er under sneberedskabet og øvrige beredskaber et koordinerende led for Forsvaret. Under mødet med beredskabet og politiet anmodede Midt- og Vestjylland Politi hjemmeværnsdistriktet om at sende en Piranha 5 ambulance til Thy. En Piranha 5 ambulance afgik derefter til Hurup, mens de øvrige fire blev stillet i beredskab med besked til mandskabeet om at holde sig klar ved Trænregimentet.

Efter ankomsten til Hurup fik ambulancen den første tur sammen med en af Falcks ambulancer. Piranha 5 ambulancens beredskab blev straks sænket til to timers. Den nåede at blive indsat til løsning af tre vigtige opgaver.

- Det er altid positivt, når man kan få lov at gøre en forskel både for os og for soldaterne derude, siger kaptajn Erik Winther. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste