Historisk: Her tager Kristoffer den første bid af helt særlig burger

De lokale var mødt talstærkt op for at vise opbakning til deres nye fastfoodmekka

14. december 2022 kl. 13.14
Opdateret kl. 13.29

NYKØBING: - Drømmer jeg?

- Jeg kan slet ikke forstå, det her er virkelighed!

Sådan faldt ordene, da Mors' ungdom onsdag formiddag troppede talstærkt op for at tage øens første McDonald's i øjesyn.

Maccen, McD, Den Gyldne Måge. Kært barn har mange navne, og skal man tage efter aldersgennemsnittet på de gæster, der talstærkt havde taget opstilling ude i snesjap og frostgrader for at vente på, at borgmester Hans Ejner Bertelsen endelig kunne erklære restauranten for åbnet, så har de unge allerede taget deres nye fastfoodtempel til sig.

- Jeg må sige, at jeg på Mors har oplevet nogle af de mest velopdragne unge mennesker, jeg nogensinde har mødt, sagde franchisetager Britta Børding i sin åbningstale, som ros til de omkring 40 nye ansatte og ledere, der kommer til at have deres daglige gang på stedet.

Inde bag dørene var der hektisk aktivitet helt op til åbningen. En halv time før tid blev dankortautomaterne i selvbetjeningskioskerne sat i, og lykkeligvis bestod de ilddåben, da gæster i hobetal kom myldrende i det øjeblik, det røde bånd var klippet over.

Billede beskrivelse

I køkkenet var der indhentet ekstra forstærkning, og arbejdsdagen var ikke mange minutter gammel, da den første burger røg over disken. Det blev Benjamin Dahlgaard, der kunne bryste sig af titlen som første kunde, da han tog imod den grønne bakke prydet med en cheeseburger.

Men når man taler McDonald's, så er der én burger, der gennem årene har fremstået som en veritabel hjørnesten på menukortet, og det er selvfølgelig den ikoniske BigMac.

Den første af slagsen, der nogensinde er solgt på Mors, blev langet ud gennem drive-in vinduet, lige i armene på Kristoffer Vestergaard, der til daglig går på HHX på Morsø Handelsgymnasium.

Gymnasiet, der ligger et stenkast fra den nye restaurant, havde givet de unge en udvidet pause kl. 10, så de kunne deltage i den længe ventede åbning.

- Den smager godt, lød den kortfattede kommentar fra den burgerglade handelsskoleelev, da han satte tænderne i den famøse sesambestrøede bolle.

- Det er virkelig dejligt, at vi har fået en McDonald's på Mors, og så ligger den tæt på skolen. Det er helt sikkert ikke vores sidste besøg, tilføjede Kristoffer Vestergaard, der havde fyldt bilen op med kammerater som sad med hver deres brune takeaway-pose i skødet.

Billede beskrivelse

Udover de mange glade gæster havde den nye McDonald's restaurant også fået fint besøg af Mads Friis, administrerende direktør i McDonald's Danmark, som i dagens anledning havde taget turen til Mors.

- Jeg er virkelig glad i dag. Det er den første restaurantåbning, jeg har deltaget i, hvor jeg har set så mange gæster så tidligt på dagen, og det understreger bare, hvor flot vi er blevet taget imod, sagde han.

McDonald's nye restaurant ligger lidt atypisk i forhold til flere af de andre nye restauranter, som kæden har åbnet langs de større trafikårer i løbet af de senere år.

- Her er vi en del af et mindre lokalsamfund, men jeg vil sige, at vi er helt sikre på, at McDonald's på Mors bliver en succes. Potentialet er til stede og der har været stor lokal opbakning i, at vi skulle komme hertil. Og så er jeg sikker på, at vi i sommersæsonen kommer til at nyde godt af, at Jesperhus ligger tæt på, tilføjede Mads Friis.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste