Billede beskrivelse

Her udveksles med garanti gamle minder: Årgang '63 samlet til endnu et gensyn

Den 15. årgang af studenter fra Thisted Gymnasium mødes igen for at fejre, at det nu er 60 år siden de forlod gymnasiet

28. juni 2023 kl. 17.00
Opdateret 29. juni 2023 kl. 07.53

THISTED: Årgang ’63 er klar til Thisted endnu engang.

Sådan lyder det fra de tilbageværende studenter fra den 15. årgang af studenter fra Thisted Gymnasium som havde sat hinanden stævne for at fejre, at det er 60 år siden de forlod gymnasiet - og for de allerflestes vedkommende også Thisted og Thy.

60 år efter deres eksamen samledes de fleste af de 32 tilbageværende fra holdet den 28. og 29. juni i Thisted. Holdet var én matematiker- og én nysproglig klasse, som kom fra så ”fjerne egne” som Fjerritslev, samt Hurup, Vestervig og andre steder i det sydlige Thy.

I 1963 var der 47 håbefulde unge mennesker, der startede på deres voksne liv, spredt over hele Danmark. En enkelt fandt til Skotland, hvorfra hun trofast dukker op, sammen med sin skotske mand, hver gang der tidligere er kaldt til samling af holdet. Det beretter Lise Pedersen, Aalborg, en af studenterne fra årgang '63

Det skete første gang efter 25 år. Dengang var det en stor oplevelse at i skolegården på det gamle gymnasium på Munkevej og gætte sig frem, efterhånden som de forskellige kom op ad trappen, men meget hurtigt blev stemningen rigtig god.

Flere af de gamle lærere var også til stede, og hele arrangementet blev ét stort tilbageblik på den gamle skoletid. En samlende figur for holdet var allerede fra den tid Jens Christian Lund, årgangens yngste, der i mellemtiden havde gjort karriere i militæret og senere blev både regimentschef, oberst – og en overgang også folketingsmedlem.

 ”Obersten” er som flere andre gået bort siden sidst, men han og de øvrige vil blive mindet, og mange af de sjove historier og oplevelser, årgang ’63 har haft sammen, bliver selvfølgelig også vendt, nu hvor holdet nærmer sig 80-års alderen, fortæller Lise Pedersen

Årgang 63 har holdt sammen og bakket op om de sidste mange års træf med fem års intervaller, med eller uden ægtefæller. Det har været herlige gensyn med Thisted og Thy, ikke mindst med oplevelser rundt i Nationalparken, i Hanstholm og Klitmøller, og selvfølgelig også i Thisted by, hvor holdet flere gange har hørt om byens og egnens udvikling, blandt andet fra byens tidligere borgmester, Erik Hove Olsen, der selv er gammel klassekammerat med flere af holdet. 

Holdet har også besøgt det nye gymnasium , og der har som regel også været tid til et besøg på Thisted Bryghus og i øvrigt til gode og festlige madoplevelser i byens restaurantliv.

Årets træf er ingen undtagelse. Onsdag var 60-års jubilarerne samlet til frokost på ”Plantagehuset”, hvor byens velkendte guide og foredragsholder Svend Sørensen vil fortælle om, hvad der har rørt sig i Thisted og Thy siden sidst. Et andet punkt er et med spænding imødeset besøg på det  nyindviede Thisted Museum. 

Thisted Musikteater er ramme om en festlig aften inden holdet torsdag besøger Hanstholm med besøg i Hanstholm Fyrs udstillingslokaler og en togtur i Bunkermuseet træffet slutter med frokost på Madbaren i Hanstholm.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste