Billede beskrivelse

Her kan du bygge din egen elregning

20. november 2022 kl. 07.55

Den aktuelle situation på energimarkedet har skabt en markant øget interesse blandt danskerne for elregningens sammensætning og ikke mindst for solceller, hustandsvindmøller, varmepumper og så videre. Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi inviterer til workshoppen ’Byg din egen elregning’, som vil give deltagerne større indflydelse på egen elregning.

Hvordan gennemskuer jeg min elregning? Hvad koster det at sætte solceller på mit hus? Kan jeg bruge min elbil som et husbatteri? Hvad er tilbagebetalingstiden på en hustandsvindmølle, og kan jeg dele den med min nabo? Det er blot nogle af de mange spørgsmål Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi gennem det seneste halve år har fået fra energibekymrede danskere. Derfor inviterer Folkecentret alle interesserede til workshoppen torsdag 8. december i Skibsted Fjord bygningen på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi.

Billede beskrivelse

- Vi mærker en voldsom interesse blandt folk for at blive klogere på deres elregning og på, hvad man selv kan gøre for at reducere sine omkostninger til energi. Fra mange af de små og mellemstore virksomheder indenfor VE-sektoren, vi samarbejder med, hører vi det samme. Derfor arrangerer vi workshoppen som en hjælp til danskere, der overvejer alternative løsninger til deres nuværende elforsyning, siger Jane Kruse, forstander for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi.

Deltagelse kræver tilmelding til Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi senest 6. december. 

Pris for deltagelse inklusiv frokost, kage og kaffe er 500 kroner.

Program

09:00 Velkommen v. forstander ved Nordisk Folkecenter Jane Kruse.

09.10 Husstandsvindmøller – produktion, støj og vedligeholdelse v. Jane Kruse og teknisk chef Tonny Brink.

09.50 Landdistrikternes husstandsvindmøller: THYmøllen, Solid Wind Power, Viking Wind, Ryse Energy tidligere Gaia Wind og BritWind, KVA Wind og EasyWind.

11.10 Solceller – pris, inverter, elbil v. dataspecialist Anker Mardal.

11.40 Styring v. Niels Kaarill, Victron Energy.

12.00 Frokost.

13.00 Batteriteknologier v. Eternity.

13.40 Elbilen: Et energilager på hjul med tovejsopladning.

13.55 Hvilken el-løsning skal jeg vælge?.

14.10 Varmt Vand fra Solen v. Niels Lyck.

14.40 Kaffe og kage.

15.10 Kontroller dit energiforbrug v. Anker Mardal og Tonny Brink.

15.40 Dialog og netværk.

16.30 Tak for i dag.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste