Billede beskrivelse

Her får du mest for pengene: 55 nordjyske spisesteder dyster

27. april 2023 kl. 17.00
Opdateret 22. maj 2023 kl. 17.44

Igen i år vil Den Danske Spiseguide i samarbejde med en kompetent lokal jury forsøge at afklare, hvilke nordjyske toprestauranter, der præsterer de bedste menuer til prisen – ligesom det er sket de to seneste år.

Sidste år var det Aalborg-restauranterne Alimentum og Bühlmann, der bespiste et begejstret publikum ved en lynhurtigt udsolgt finale med førstnævnte som snæver vinder. Og de to finalister eksempelvis forud havde overtrumfet talentfulde Essens og Textur i semifinalerunden sidste år.

Året før – i 2021 - tog HimmeRiget på Himmerland Resort prisen og æren som vinder af ”Bedst i Nordjylland – Value for Money,” som prisen officielt hedder.

Der bliver flere og flere nordjyske toprestauranter – og i år har lokaljuryen med assistance fra Facebookgruppen Gourmetkartellets 3800 engagerede brugere udpeget intet mindre end 55 rigtig gode nordjyske restauranter (mod 37 sidste år) til Bruttolisten over kvalificerede kandidater, der kan komme på tale (se nedenfor).

Af dem finder juryen 18-20 stykker som de i en indledende runde vil testbesøge i de kommende forårs- og sommer måneder. Små rapporter efter testbesøgene vil løbende kunne læses som inspiration på Gourmetkartellets Facebookside.

Her er de nordjyske kandidater

1.Ruths Brasserie, Skagen 2. Brøndums, Skagen 3. Håkon, Skagen, 4. Vendia Brasserie, Hjørring 5. Essens Gaarden, Frederikshavn, 6. Vesterøl, Læsø, 7. Villa Vest, Lønstrup, 8. Svinkløv Badehotel, 9. Abstrakt, Hirtshals, 10. Strandhotellet Blokhus, 11. HAVS, Løkken, 12. Sted 1, Frederikshavn, 13. Blink – Det Grå Fyr, Skagen, 14. 2 takt, Frederikshavn, 15. De 2 Have, Skagen, 16. Vodskov Kro, 17. Klitrosen, Slettestrand, 18. Hanstholm Madbar, 19. Juliette Bistro, Klitmøller, 20. Restaurant Bryggen, Thisted, 21. Restaurant Vandret, Løkken, 22. Hotel Thinggaard, Hurup, 23. Restaurant Gratværk, Frederikshavn, 24. NerD, Frederikshavn, 25. V-Hav, Tranum 26. Hjorths Hotel, Kandestederne, 27. Hotel Viking, Sæby, 28. Restaurant Sæson, Frederikshavn, 29. Restaurant Konkret, Hjørring, 30. Glashuset, Lønstrup, 31. Mortens Kro, Aalborg, 32. Bistro 59, Aalborg, 33. Bühlmanns, Aalborg, 34. Textur, Aalborg, 35. Fusion, Aalborg, 36. Rositas, Aalborg, 37. Tabu, Aalborg, 38. Applaus, Aalborg, 39. Dejavu, Aalborg, 40. La Locanda, Aalborg, 41. Nam, Aalborg, 42. Emil, Aalborg,43. San Giovanni, Aalborg, 44. Roxanne, Aalborg, 45.Tapa5, Aalborg, 46. Princes Juliane, Aalborg, 47. Struktur, Aalborg, 48. HimmerRiget, Gatten, 49. Uafhængig, Hobro, 50. Agger Darling, 51. Steenbergs Hotel & Brasserie, Nykøbing 52. Næsbydale Badehotel, Løgstør, 53. Kanalfogedens Køkken, Løgstør, 54. Rold Storkro, Skørping, 55. Hotel Bramslevgaard, Hobro

Sådan nogle testspisninger er i sagens natur ikke gratis, så konkurrencen er velvilligt som de seneste år sponseret af revisionsfirmaet Beierholm og SparNord Bank.

- På baggrund af de enkelte testrapporter og den tilhørende grundige pointgivning vurderer juryen hvilke 4 restauranter, der fortjener en semifinaleplads og dermed et endnu mere grundigt genbesøg af den samlede jury i sensommeren. Som så igen på den baggrund vurderer, hvilke to der så klarede sig allerbedst og får lov at mødes og konkurrere over for et betalende publikum i en livefinale på fire retter med tilhørende vin, forklarer Mads Stenstrup fra juryen.

Mere præcist vurderes og sammenlignes hver gang oplevelsen af restauranternes faste menu på mindst 3 retter (gerne flere) med tilhørende vin/saftmenu sat overfor prisen.

- Udgangspunktet er i år på grund af inflationen sat op til en samlet pris på ca. 1250 kr., meget gerne billigere. Og menu og vin må i år absolut maximalt koste 1500 kr. pr. person. Jo billigere, jo flere pluspoints. Og omvendt har restauranten slet ikke menu, der holder sig indenfor dette maxbeløb, kan den desværre ikke være med, forklarer det andet af de tre jurymedlemmer, Claus Bauer. Toprestauranter som TRI i Agger, Okê, Skagen og Vendia Gourmet i Hjørring vurderes derfor ikke.

Finale i begyndelse af september

- Men det har årets 55 kandidater alle. Livefinalen kommer efter aftale med de til den tid udpegede finalister til at finde sted i starten af september i hvilken forbindelse de eksklusive billetter sættes til salg. Og den endelige vinder vil så blive hyldet og modtage diplom på Den Dansk Spiseguides galla for landsbranchen, som i øvrigt i år finder sted på Restaurant Mortens Kro, søndag den 1. oktober, tilføjer det tredje jurymedlem Michael Jul Jensen.

Redaktør Bent Christensen, der siden 1978 har stået bag Den Danske Spiseguide, glæder sig over, at guiden har part i den særlige nordjyske Value for Money-konkurrence og den tradition, der efterhånden er bygget op:

- Nordjylland er den egn i Danmark, hvor der - udover København - sker mest positivt på madscenen. Så det er også spændende at se, hvem der faktisk præsterer bedst på nogenlunde samme prisniveau, og at det derfor ikke er råvarernes pris, der har indflydelse, som han siger

Finalejuryen, når vi kommer så langt, suppleres selvfølgelig også af netop Bent Christensen og består i øvrigt af:

Fmd. Mads Stenstrup, PR-bureauindehaver og medforfatter til flere - også prisbelønnede - bøger om nogle af verdens bedste restauranter

Claus Bauer, kokkefaglærer ved EUC Nord og selv tidligere nordjysk toprestauratør med bl.a. Restaurant GråAnden i Frederikshavn

Michael Jul Jensen gourmand og administrator af Facebookmediet Gourmetkartellet.

Juryen suppleres som noget nyt i år af endnu en notabilitet til finalen, nemlig restaurantchef Simon Kvist Bjerre fra Restaurant Alimentum, som til gengæld som vinder af konkurrencen sidste år kan ”hvile lidt på laurbærrene” som fritaget for bedømmelse i år.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste