Helt nyt syn på Mors: Sådan skal farten dæmpes i Frøslev
En ikke før set trafikdæmper på Mors vil nu blive etableret i landsbyen
FRØSLEV: - Vi vil gerne prøve noget nyt. Mors har ikke tidligere haft pudebump som hastighedsregulerende foranstaltning i byzoner. Det vælger vi nu at etablere i Frøslev, fordi der er gode erfaringer med pudebump andre steder i landet.
Det siger Meiner Nørgaard (DD), formand for udvalget for teknik og miljø i Morsø Kommune. Frøslev forbereder landsbyfornyelse centreret om den nyrenoverede, tidligere skole og nuværende beboerhus, og et af ønskerne fra de frivillige landsbybeboere har været at få bilhastigheden ned gennem byen. Og det har udvalget nu truffet en overordnet beslutning om, hvor valget stod mellem de hårdere sinusbump og de blødere pudebump.
Der vil nu blive etableret pudepump ved den vestlige og den østlige indkørsel til Frøslev på hovedstrøget Elsøvej. Og ved den sydlige tilkørsel fra Staghøjvej omkring udmundingen af Præstevej.
- Ved sinusbump tvinges lastbiler og andre store køretøjer helt ned i fart, hvorefter de skal accelerere op igen. Det larmer, hvorimod pudebump giver en mere jævn og derfor mere støjfri regulering. Og vi får stadig farten ned under det tilladte. Så for ikke at udsætte beboere tæt på for ekstra larm og for ikke at belaste klimaet med den mængde dieselolie, det tager at bremse og komme i fart igen, vælger vi den nye løsning, siger Meiner Nørgaard.
Udvalget har besluttet, at der etableres pudebump uden pullerter, men med afgrænsning af vejbanen i form af kantsten. Løsningen er godkendt af både borgergruppen i Frøslev og af politiet.