Havets affald skyller op. Nu kan du være med til at gøre en forskel
THY: Lørdag 17. september er World Cleanup Day, hvor folk i hele verden renser lokale strande for det affald, der i stigende omfang skyller i land ved alle verdens kyster – og også de lokale langs Cold Hawaii. Det skal der gøres noget ved, mener man hos Strandet og Cold Hawaii Games.
Derfor er de gået sammen om en strandrensning, der foregår lørdag formiddag med start på Professor Lundgrens Gade på Hanstholm Havn.
- For os giver det fantastisk mening at gå sammen med Cold Hawaii Games og sammen vise at vi skal passe på naturen her i Thy, siger Jens Wilhelm, medejer STRANDET.
Han håber derfor også, at rigtigt mange vil tage familie og venner under armen og lade ungerne få et par fritimer med vigtigt indhold, når man deltager i arrangementet. Både hos Cold Hawaii Games, men også Strandet, er an optaget af, at vi skal passe meget bedre på vores natur.
- At vi både kan sætte fokus på at fjerne skadeligt affald fra kysten på World Cleanup Day, lave årets Big Air pokal i havplast og inspirere til grøn omstilling gennem Cold Hawaii Talks, gør at vi virkelig kan vise, at vi i Thy står sammen om naturen og miljøet, påpeger Jens Wilhelm.
Det er helt gratis at deltage i strandrensningen.Man møder bare op.