Har sælgeren stjålet sin kassevogn?
Mystisk tyveri hos Øens Autoværksted: - Det har jeg ikke været udsat for i mine 25 år som ejer, siger John Madsen
- Jeg ved ikke, om det hænger sådan sammen, men det tyder på, at nogen med forbindelse til den kassevogn, vi fik stjålet onsdag nat, har haft en ekstra nøgle til bilen. Måske sælgeren, som havde sat den til salg på en auktion, hvor jeg købte den.
Det siger John Madsen, stifter og medindehaver af Øens Autoværksted på Harrehøjvej i Lødderup. Han har meldt til politiet, at en brugt, hvid Mercedes Sprinter 211 årgang 2019 varebil blev stjålet fra værkstedet mellem tirsdag klokken 16 og onsdag klokken 11.30. Der er flere mystiske omstændigheder omkring dette tyveri.
- Bilen, der var uregistreret, er kørt ud af vores gård. Det vil sige, at tyven har kunnet komme ind i den og har kunnet starte den, og det kan man kun ved hjælp af nøgle. Jeg har stadig den eneste nøgle, som jeg fik med, da jeg købte den på auktion i København, liggende i skrivebordsskuffen. Der må have været en ekstra nøgle i omløb et sted derude, siger John Madsen.
Han gjorde i weekenden selv opmærksom på bilens eksistens og placering, da han satte den til salg på Facebook for 135.000 kroner.
- Der holder tre andre Sprintere ude hos os, som både er nyere og pænere, end den, der er forsvundet, så mon ikke de ville have snuppet en af dem, hvis de kunne vælge. Det er første gang, jeg har været udsat for sådan et biltyveri i de 25 år, jeg har haft værkstedet, og det tyder jo også på, at der har været nogle helt særlige omstændigheder, mener medejeren af Øens Autoværksted.