Har du en ide? Lokal feriehusudlejer giver store donationer til lokale projekter
Har du en unik idé til en lokal oplevelse, der kan tilføre værdi til både feriegæster og lokale i Thy, kan du nu ansøge om en økonomisk håndsrækning fra Feriepartners landsdækkende Oplevelsespulje, som støtter lokale ildsjæle, virksomheder eller foreninger, der arbejder med udviklende projekter i landets lokalområder.
Hos Feriepartner Thy glæder man sig over igen at kunne støtte op om de lokale udviklingsprojekter. Udlejningsbureauet, der tidligere har støttet lokale projekter som Sommersang i Klitmøller og Vorupørstien, ser frem til endnu en gang at gøre en positiv forskel.
- Det er en kæmpe fornøjelse at se, hvor mange idérige ildsjæle, som vi har i vores område. Det er megaspændende at følge med i, og læse alle de gode ansøgninger vi får. Alle har det til fælles, at de ønsker at gøre en positiv forskel for vores lokalområde. Med Oplevelsespuljen i Thy har vi en unik mulighed for at bidrage til, at der tilføjes flere lokale oplevelser i området, forklarer Hanna Amdisen, bureauleder hos Feriepartner Thy.
Det er syvende år i træk, Feriepartner uddeler midler fra den landsdækkende Oplevelsespulje, som uddeles af 32 udlejningsbureauer fordelt i hele landet.
- Hos Feriepartner er vi tæt på det lokale liv og tæt på sommerhusgæsterne. Derfor er Feriepartners Oplevelsespulje heller ikke bare én, men 32 puljer - én pulje for hvert lokalområde, vi er repræsenteret i. Initiativerne kan være både store og små, men vigtigst af alt er, at vi får mulighed for at bidrage til et aktivt lokalmiljø, som kommer både borgere og turister til gavn, udtaler Flemming Toft Andersen, direktør hos Feriepartner Danmark.
Ansøgningsfrist den 15. april 2024
Man kan allerede nu søge om økonomisk støtte fra Feriepartners Oplevelsespulje. Ansøgningsskemaet kan indhentes på feriepartner hjemmeside og skal indsendes på mail til det lokale bureau senest mandag den 15. april 2024. De udvalgte projekter, som får tildelt midler, vil blive annonceret medio maj.