Hannes store dag: Rørt jubilar hyldet med flag og sang
Pædagog Hanne Kirk rundede tirsdag 40 års ansættelse i børnehaven Skattekisten i Hurup
HURUP: Flagalle og fanfare var på plads, da pædagog Hanne Kirk tirsdag morgen ankom på arbejde.
Forinden var hun blevet hentet og kørt til børnehaven Skattekisten i Hurup i en flot pyntet ladcykel, med bøgegrene, flag og balloner.
Det er nemlig ikke en hvilken som helst tirsdag, men netop dagen, hvor Hanne Kirk har været ansat i børnehaven i 40 år.
- Det er rigtig flot og rørende med sådan en modtagelse. Jeg vidste, at der var noget i gærde, men det her havde jeg godt nok ikke regnet med, sagde jubilaren, som flere gange undervejs måtte duppe øjenkrogene tørre.
Efter ankomsten blev Hanne Kirk placeret i en tronstol, der var opstillet på legepladsen i dagens anledning, og her blev hun genstand for både taler og lykønskninger fra kolleger, og glade tilråb fra børnene.
- Du udviser stort engagement, du er altid pligtopfyldende, og så har du formået at følge med den store udvikling, der har været i vores fag de seneste mange år. De børn, der har mødt dig gennem årene, har været heldige. Du forstår vigtigheden af at se hele barnet, sagde pædagogisk leder Sanne Danielsen blandt andet i sin tale, og tilføjede:
- Du har fart over feltet, men har altid tid til omsorg for børn og voksne. Du er en afholdt kollega og medarbejder.
Derefter fik Hanne Kirk overrakt Dronnings Fortjenstmedalje, og så var der blomster og gaver fra børn og kolleger.
Resten af tirsdagens program bærer præg af fejringen, hvor børnene bliver trakteret med boller, kage og saft, mens de voksne kan nyde rundstykker og kaffe. Om eftermiddagen er der forældrekaffe, og aftenen byder på fællesspisning med grill for alle kolleger.