Billede beskrivelse

Håndværkerne har overdraget KreativitetsHuset i Lildstrand

19. december 2022 kl. 10.03

Det var en glad formand, der på vegne af Foreningen KreativitetsHuset i Lildstrand netop har fået overdraget det færdige byggeri af hovedentreprenøren Granly A/S, Fjerritslev.

En lille sluttet kreds af bestyrelsesmedlemmer og andre ildsjæle var til stede ved den formelle overdragelse, hvor formand Hanne Marie Kværndrup takkede håndværkerne for et rigtigt godt samarbejde og for et byggeri udført i fornem kvalitet.

Direktør Mogens Christensen, Granly A/S, kvitterede med at ønske Foreningen tillykke med at nå i mål med det ambitiøse projekt og takkede ikke mindst Foreningens byggeansvarlige, Jørgen Holst, for en energisk og effektiv byggeledelse. Mogens Christensen roste endvidere det frivillige malehold for et flot resultat.

Hanne Marie Kværndrup opremsede kort det historiske forløb, hvor ideen til at købe den gamle købmandsgård blev født for mere end 4 år siden. Det lykkedes at skaffe de 900.000 kroner til købet blandt andet takket være en stor lokal opbakning til køb af Folkeaktier, lokale donationer samt penge fra Thisted Kommune og Lokale Anlægsfonden.

Hanne Marie Kværndrup oplyser, at projektet har været præget af en stor frivillig indsats. Arkitekt Annie Rødbro skabte fundamentet og senest har et arbejdshold på +60 årige udført maleentreprisen til en værdi af 160.000 kroner. Renoveringen og ombygningen har kostet 1,7 millioner kroner tilvejebragt gennem fonde ikke mindst med 1mio kroner fra Realdanias Underværker.

Da byggeentreprisen blev sendt i udbud, stod det hurtigt klart, at de voldsomme prisstigninger på byggeri betød, at projektet blev besluttet opdelt i tre etaper, hvoraf de to første etaper nu er fuldt gennemført. Den tredje etape omfatter alene en yderligere ombygning af værkstedsdelen som dog er gjort fuldt funktionsduelig.

- Driften af Huset skal finansieres gennem udlejning af kunstnerbolig, værelser samt kursuslokaler. Januar måned står i indretningens tegn og ildsjæle er i fuld gang med at skaffe gode og anvendelige genbrugsmøbler og andet inventar. Sengene i hotelkvalitet er dog spritnye leveret af Amtoft Bolig til en særdeles favorabel pris. I Bestyrelsen forbereder vi nu en kampagne for salg af flere Folkeaktier, som er sidste chance for at få sit navn med på den permanente Historievæg på 200x180 centimeter Vi har jo et stort behov for penge da vi nu er i drift og har betydelige omkostninger til energi. Vi glæder os dog over, at vi har investeret i en luft til vand varmepumpe, som fungerer upåklageligt, slutter Hanne Marie Kværndrup.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste