Sådan så det ud til Erslev Byfest tilbage i 2014.
Livet her

Håndsrækning til byfest fra lokal købmand: - Vi har fantastisk opbakning lokalt

Erslev byfest er tilbage, og det skyldes i høj grad bidrag, hjælp og støtte fra den lokale købmand Spar Erslev

10. juni 2023 kl. 12:01

ERSLEV: Erslev har været hårdt ramt på økonomien. Derfor har Erslev Forsamlingshus og Erslev Beboer og Erhvervsforening været ude og søge sponsor til byfesten, så de kan få gang i fællesskabet igen. Det har de fået gennem den lokale købmand, Spar Erslev, der har hjulpet foreningen med at søge købmandsfonden KFI, der giver udgifter til musik og telt.

- Vi har en fantastisk opbakning lokalt, og så tænkte jeg, om man ikke kunne give lidt tilbage igen. Derfor holder vi fællesspisning fredag aften, hvor vi giver drikkevare mellem 18 og 20. Derudover giver vi morgenmad om lørdagen, fortæller købmand hos Spar Erslev, Lars Kibsgaard og tilføjer:

- Det er for at give tilbage til lokalområdet, og med byfesten var det oplagt at gøre det. 

Byfesten i Erslev foregår 16. og 17. juni med fællesspisning, ringridning, konkurrencer, kokassebanko og teltbal med musik fra Kim og Hallo. Desuden vil der være stor tombola med fine gevinster, kræmmermarked, besøg af knallertklubber og mange børneaktiviteter hele weekenden. 

- Vores lokale Spar er altid behjælpelig med støtte og opbakning ved arrangementer vi holder i byen. For at dette kan lade sig gøre, er det vigtigt vi handler lokalt, fortæller Tina Jensen fra Erslev Beboer og Erhvervsforening.

Hele programmet for byfesten kan findes i Erslev og på Facebook-gruppen ”Erslev Beboer og Erhvervsforening”.

Annonceret indhold

Nyeste