
Guldkonfirmander har holdt 50-års jubilæum
Et hold "guldkonfirmander" har for nylig holdt fest. Konfirmanderne fra d. 13. maj 1973 mødtes igen i Vorupør Kirke til 50-års jubilæum d. 13. maj i år.
Det fortæller arrangørerne til avisen.
Det lykkedes at få kontakt til alle 15 tilbageværende, og heldigvis havde 11 mulighed for at deltage.
Efter kirken besøgte de deres gamle skole, som nu rummer festlokaler, fitness og Surf & Work-kontorfællesskab med ca. 30 meget forskellige arbejdspladser og ikke mindst Vorupør Børnehus.
- Det var godt at se, at der stadig er liv i huset efter, at skolen er nedlagt, lyder det fra Lisbeth Yde, som deltog ved jubilæet.
Eftermiddagen blev tilbragt privat med mad og hygge. Der blev fortalt mange sjove historier og delt mange minder fra skoletiden.