Pyrus, Valde og Theo er tilbage: Her er årets TV-julekalendere!
NORDJYLLAND: Der er ikke noget som en god aften på sofaen her i de kolde vintermåneder, og nu da det endelig er blevet den 1. december, har du den perfekte undskyldning til at gøre hver aften til en god sofaaften.
I hvert fald de næste 24 dage frem.
Årets julekalendere er nemlig klar til at rulle over skærmen, og det er altså en helt legitim grund til at lægge sig på sofaen - allerhelst med et tæppe, en kop varm kakao og en skål med pebernødder.
Vi har samlet det fulde overblik over, hvilke julefortællinger, du kan følge med i de næste 24 dage - og her er både gamle klassikere og historier, du aldrig før har hørt - så kan du selv vælge!
TV2 - Valdes jul – Vintermiraklet (2025)
Hver aften kl. 20 på TV 2 eller fra kl. 6 på TV 2 Play.
(1. december er sendetiden rykket frem til 19.50 pga. aftenens håndboldkamp)
Mange huske nok Valde og Tala, som første gang viste sig på skærmen i 2023 i julekalenderen 'Valdes Jul - Skovens Vogter'.
Nu er TV 2 klar med en fortsættelse på historien, hvor Valde, der nu er Skovens Vogter, forsøger at mestre sine nye evner og får støtte fra sin ven, ulveskifteren Tala.
DR 1 - Theo og Den Magiske Talisman (2018)
Hver aften kl. 19.35 på DR 1 eller fra kl. 6 på DRTV.
Årets julekalender på DR 1 er en genudsendelse af Theo og Den Magiske Talisman fra 2018.
Theo rejser ved hjælp af en magisk talisman til det magiske land ‘Thannanaya’ for at forsøge at redde sin morfar fra at dø. På rejsen får han selskab af pigen Simone, der lige er begyndt i hans klasse.
TV 2 - Jesus og Josephine (2003)
Hver aften kl. 15.55 på TV 2 eller fra kl. 6.00 på TV 2 Play
(1. december er sendetiden rykket frem til 16.25 pga. aftenens håndboldkamp)
Er du tidligt hjemme fra børnehave, skole eller job? Så kan du kaste dig over TV 2 klassikeren 'Jesus og Josephine', der ruller over skærmen hver eftermiddag.
Josefine finder et magisk krybbespil, der kan bringe hende tilbage i tiden. Her møder hun Jesus, men det får storekonsekvenser, når de sammen ændrer på fortiden.
DR Ramasjang - Trolltider (2023)
Hver aften kl. 17 på DR Ramasjang eller fra kl. 6 på DRTV.
Årets julekalender på DR Ramasjang foregår på svensk.
Menneskepigen Saga og troldedrengen Ludvig er på jagt efter en forsvunden, magisk ravsten. Stenen er nemlig det eneste, der kan forhindre en farlig bjergtrold i at terrorisere verden.
TV 2 Echo - 24 stjerners julekalender
Hver aften kl. 20.25 på TV 2 Echo eller fra kl. 6 på TV 2 Play.
(1. december er sendetiden rykket frem til 20.10 pga. aftenens håndboldkamp)
Igen i år skal 24 kendte danskere kæmpe om titlen som ‘Årets Julestjerne’ gennem forskellige udfordringer.
Melvin Kakooza er vært, og ligesom sidste år får han undervejs i programmerne besøg af forskellige gæstedommere.
TV 2 Charlie - The Julekalender (1991)
Hver aften kl. 20.25 på TV 2 Charlie eller fra kl. 6.00 på TV 2 Play.
(1. december er sendetiden rykket frem til 20.10 pga. aftenens håndboldkamp)
Endnu engang er der gensyn med De Nattergales The Julekalender.
De tre nisser Fritz, Hansi og Gynter er blevet sendt til Jylland for at finde nøglen til en spilledåse, men den mystiske nåsåer Benny er lige i hælene på dem.
TV 2 Play - Pyrus i Alletiders Eventyr (2000)
Hver dag fra kl. 6.00 på TV 2 Play.
På TV 2 Play kan man få et gensyn med den fjerde og sidste julekalender i serien om Pyrus.
Pyrus har ved et uheld blandet en masse eventyr sammen, så historierne ikke længere hænger sammen.
Derfor må nisserne rejse gennem eventyrene ét for ét for at genoprette orden.
Viaplay - Vininvestorens Julekalender (2024)
På Viaplay kan du se eller gense sidste års julekalender, hvor Anders Rank og Daniel Klink Nørremark Kristensen sørger for den gode julestemning med rangering af vin, kendte gæster og skøre indslag, der skaber godt humør.
Alle afsnit er allrede at finde på streamingtjenesten.
DR åbner op for arkivet
På DR's streamingtjeneste DRTV kan du desuden finde et hav af gamle julekalendere, som du kan kaste dig over - her er det dog dit eget ansvar ikke at snyde foran.