Gratis koncert: Vestjysk Koncertkor gæster Skt. Clemens Kirke
NYKØBING: En håndfuld af romantikkens store komponister er på programmet, når Vestjysk Koncertkor gæster Sankt Clemens Kirke i Nykøbing Mors lørdag 28. februar kl. 15.
En koncert, der - takket være støtte fra William Demant Fonden - er gratis for publikum.
Programmet byder blandt andet på Johannes Brahms’ Schicksalslied for kor og klaver, Josef Rheinbergers Fünf lateinische Hymnen samt Anton Bruckners motetter Christus factus est, Locus iste og Vexilla Regis.
Derudover opføres My soul, there is a country og Never weatherbeaten sail af C.H.H. Parry samt Ved solnedgang af Niels W. Gade.
Vestjysk Koncertkor har base i Holstebro og består af omkring 50 erfarne korsangere fra hele det midt- og vestjyske område - heraf godt 15 fra Mors, Thy, Salling og Venø.
Koret mødes fast én lørdag om måneden for at indstudere både små og store - primært kirkemusikalske - værker under ledelse af korets faste dirigent siden 2012, Peter Vogel, og med Thomas Tronhjem som fast pianist.
De store værker bliver oftest til i samarbejde med professionelle solister, musikere og andre kor.
Af større værker, som koret har opført, kan nævnes rekviemer af Wolfgang Amadeus Mozart, Giuseppe Verdi og Johannes Brahms, Johann Sebastian Bachs Matthæuspassion og h-mol-messe, Joseph Haydns Skabelsen og Giacomo Puccinis Messa a 4 voci.