Billede beskrivelse

Galtrup Efterskole lancerer ny studieretning

17. januar 2026 kl. 11.00

ERSLEV: Galtrup Efterskole introducerer i det kommende skoleår en ny faglig opdeling i 10. klasse, der skal styrke elevernes afklaring og forberedelse til tiden efter efterskolen.

Med de to nye retninger, Studieklar og Erhvervsklar, får eleverne mulighed for at vælge en vej, der matcher deres ambitioner, kompetencer og interesser.

Studieklar er målrettet elever, som sigter mod en gymnasial ungdomsuddannelse. 

Undervisningen fokuserer på at styrke det faglige fundament og udvikle studiekompetencer, så eleverne føler sig trygge og godt klædt på til overgangen til gymnasiet. 

Retningen kombinerer den klassiske 10. klasse med Galtrup Efterskoles brede udvalg af over 30 valgfag – fra kreative fag som keramik, til idræt og praktisk arbejde med træ og metal. 

Der tilbydes desuden valgfag som ridning og go-kart, og elever med særlig interesse for fx musik eller knallerter kan vælge disse flere gange om ugen og fordybe sig yderligere.

Erhvervsklar henvender sig til elever, der ønsker at starte på en erhvervsuddannelse. Her er undervisningen praktisk orienteret og koblet til virkelighedsnære forløb med fokus på hverdagsfærdigheder og jobforberedelse. 

Retningen indeholder blandt andet værkstedsundervisning på skolen, virksomhedsbesøg og introduktion til forskellige fagområder og brancher, jobsøgning og træning i ansøgnings- og samtaleteknik og mulighed for praktikforløb enten én dag om ugen eller i længere perioder.

Galtrup Efterskole hjælper med at finde relevante praktikpladser og samarbejder tæt med lokale virksomheder og fagmiljøer.

Billede beskrivelse

- Vi ønsker at møde de unge dér, hvor de er – og styrke deres tro på egne evner. Med de to retninger bliver det muligt at forme efterskoleopholdet i tråd med egne mål. Vi ønsker at give både de bogligt stærke og de praktisk orienterede elever optimale forudsætninger for at lykkes videre i livet, udtaler skolens forstander, Jens Hvid.

De nye tilbud er blevet præsenteret for de nuværende elever, og responsen har været meget positiv. Flere har allerede tilkendegivet, at de ønsker at tage 10. klasse i én af de nye retninger. 

Samtidig har lokale virksomheder vist stor opbakning og ser frem til et tættere samarbejde omkring praktik og introduktion til arbejdsmarkedet.

- Jeg synes, det er fedt, at man kan vælge en retning, der passer til ens fremtid. Jeg vil rigtig gerne arbejde med noget praktisk, og derfor betyder det meget for mig, at skolen hjælper med praktik og samarbejder med virksomheder. Det gør, at jeg føler mig mere klar til, hvad jeg skal bagefter. Vi har også allerede været på mange virksomhedsbesøg, og det er vildt fedt med undervisning, man kan se meningen med – vi lærer virkelig noget af det, fortæller en af skolens elever, Linette.

Billede beskrivelse

- Mange elever kommer med et ønske om et efterskoleår fyldt med udfordringer og mulighed for at prøve sig selv af i nye fag – og ikke mindst et stærkt fællesskab, hvor de kan vise, hvem de er, eller er på vej til at blive. Vi ser frem til at præsentere de nye tiltag på efterskolemesser og håber, at retningerne på sigt også kan udvides til 8. og 9. klasse og dermed komme endnu flere unge til gavn, tilføjer Jens Hvid.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste