Billede beskrivelse

Frivillige smøger ærmerne op og udvider åbningstider

25. august 2023 kl. 06.01

Det Nordatlantiske Fyr i Hanstholm udvider åbningstiderne i resten af august. 

Det betyder, at fyret nu vil være åbent for besøgende ikke kun i weekenden, men også på hverdage i resten af august måned. 

- Dette udvidede åbningstidsvindue er blevet muligt takket være den dedikation og det hårde arbejde fra vores utallige frivillige, lyder det fra fyret i en pressemeddelelse.

Traditionelt i august har Det Nordatlantiske Fyr i Hanstholm haft åbent i weekenderne (fredag til søndag), men for at imødekomme efterspørgslen fra både danske og internationale (særligt tyske) turister, der måske først påbegynder deres sommerferie nu, har fyret besluttet at udvide sine åbningstider. 

Fra nu af vil fyret også være åbent for besøgende på tirsdage, onsdage og torsdage i resten af august måned. 

Denne udvidelse giver turister en enestående mulighed for at opleve Det Nordatlantiske Fyrs nye sensommerudstilling "Et punkt i kimingen". 

Udstillingen, som er lavet i samarbejde med billedkunstner Inger Houbak, væver Stine Skytte og arkitekt og billedkunstner Søren Friis, fanger både strandende langs Vesterhavet, havnen og Nationalparkens skønhed og det maritime miljø på en unik måde og er en sand fryd for øjet. 

Besøgende vil have mulighed for at udforske fyrets historie og beundre den fantastiske udsigt. 

- Vi er utroligt taknemmelige for vores frivilliges dedikation og indsats, som gør det muligt for os at udvide åbningstiderne og give flere mennesker mulighed for at opleve Det Nordatlantiske Fyr. Vi håber, at denne udvidelse vil glæde både lokale og gæster længere væk fra, der ønsker at nyde en unik kulturel og naturskøn oplevelse, siger daglig leder Simon Toftdahl Olesen. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste