Frivillige kræfter bag nyt udflugtsmål
Nordmors Beboerforening har i flere år arbejdet på at få etableret et fugletårn ved den genskabte Hundsø - nu lykkes det
EJERSLEV: Om få måneder vil fuglekiggere og andre få et nyt udflugtsmål på Nordmors. Et tømrerfirma går nemlig snart i gang med at opføre et fugletårn ved bredden af den genskabte Hundsø, og frivillige fra Nordmors Beboerforening er klar til at give en hånd med.
Det er efterhånden flere år siden, ønsket om et fugletårn opstod. Hundsø og den nærliggende sø Biskæret er etableret som vådområdeprojekter af Morsø Kommune og blev officielt indviet i 2017. Allerede i forbindelse med realiseringen af Hundsø sikrede kommunen sig et areal mellem søen og Ejerslevvej, så her kan anlægges parkeringsplads i tilknytning til et fugletårn.
Det var dog op til Nordmors Beboerforening at søge penge hjem til at få bygget tårnet. Det har taget lang tid, men nu er både penge og de nødvendige tilladelser i hus, så projektet kan realiseres.
Det oplyser Anette Stagstrup, næstformand i Nordmors Beboerforening.
- Vi har fået selve byggetilladelsen og vi har planlagt, at tårnet bliver bygget i juli og august, så vi er klar til at holde noget festivitas i september, når det er helt færdigt.
Det er tømrerfirmaet MV Træbyg, der styrer byggeriet, og ifølge Anette Stagstrup involverer han både frivillige og et andet tømrerfirma.
Omkring en snes frivillige har meldt sig til at give en hånd med, så budgettet kan hænge sammen. De vil blandt andet rydde en sti på skrænten langs kanalen fra Ejerslevvej ud til søbredden.
Stien kommer til at gå langs sydsiden af kanalen, mens fugletårnet skal bygges mellem en lille klynge træer på den nordlige side af kanalen. Det vil sige, at der i projektet også indgår etableringen af en bro over kanalen tæt på søen.
Budgettet for projektet er 260.000 kroner. Heraf kommer 180.000 kroner fra Friluftsrådet og 60.000 kroner fra Aage V. Jensens Fonde, oplyser Anette Stagstrup. Morsø Kommune bidrager med p-pladsen, der står til en værdi af 20.000 kroner.
Ifølge de tilladelser, Morsø Kommune har givet til byggeprojektet, skal fugletårnet opføres som en ottekantet, åben tårnkonstruktion. Tårnet bliver 5,75 meter højt.
Thomas Jensen, der sad i den arbejdsgruppe, der for nogle år siden gik i gang med at søge penge hjem fra fonde, sidder ikke længere i bestyrelsen for Nordmors Beboerforening, men han regner med at lægge noget frivillig arbejdskraft, nu hvor tårnet endelig skal bygges.