Billede beskrivelse

Fra Ruths Hotel og hjem til Mors: Johan vil vinde på hjemmebane

En morsingbo vender hjem, når top-tjenere dyster til TjenerBattle 2022 ved Østers og Muslingepremieren på Mors

24. september 2022 kl. 11.30

NYKØBING: Der er meget at glæde sig til, når årets Østers- & Muslingepremiere finder sted i weekenden 14.-16. oktober på Havnen i Nykøbing . Udover det officielle DM i Østersgastronomi, DM i Østersåbning og DM i Champagnesabling, sætter nogle af landets absolut skarpeste tjenere hinanden stævne til TjenerBattle 2022.

Her skal otte udvalgte tjenere dyste om, hvem der kan levere den bedste service til de gæster, der har købt en billet til at nyde nogle af de retter, nogle af landets bedste kokke serverer for dommerne til DM i Østersgastronomi søndag 16. oktober.

- Det er to konkurrencer, der kører uafhængigt af hinanden og så dog, fortæller Arne Tang-Petersen, der sammen med Kim Thygesen og Karina Gran Kannegaard holder styr på konkurrencens mange aspekter.

Det er et umådeligt stærkt deltagerfelt, der kommer i konkurrence.

- Den regerende nordiske mester for tjenere, Kristine Slott-Olsen fra Michelin-restauranten Formel B i København, kommer, og det samme gør Johan Brodersen, Ruths Hotel i Skagen, der netop har vundet ”Årets Betjening” kåret af de danske madanmeldere ved konkurrencen ”Årets Ret” 2022, fortæller Arne Tang-Petersen.

Johan Brodersen er opvokset på Mors og er dermed på hjemmebane. Han bliver dog ikke eneste lokale islæt. En anden deltager, Andreas Kobs Laursen, stammer fra Rødding i Salling.

- Hans tjenertalent har blandt andet givet ham guld ved DM i Skills i 2020. I dag slår han sine folder i Vejle, hvor det er kunderne i Michelin-restauranten LYST, der nyder godt af Andreas’ enorme viden om vin og gode service, fortæller Arne Tang-Petersen, der også fremhæver Jill Võlcker,  der har været i tjenerfaget i mere end 20 år. 

Hun stod i lære på Munkebjerg Hotel, hvor hun havde sin gang i næsten ti år. I dag er hun restaurantchef på Sdr Bjert Kro ved Kolding.

Deltagerfeltet rummer herudover endnu to nordjyder nemlig Michael Rønne Sørensen, der er udlært kok i 2014 og derefter udlært tjener i 2016 og har arbejdet som restaurantchef blandt andet på Vendia Gourmet i Hjørring og i dag er Restaurantchef på Dejavú i Aalborg. Den anden nordjyde i feltet er Per Poulsen Tougaard, der er utroligt ambitiøs i forhold til tjenerkarrieren. Målet er at komme helt til tops blandt de danske tjenere, og han har sammen med flere unge blandt andre kokketalenter, gået efter guldet og vundet det ved DM, Skills, Nordjysk Mesterskab og Young Chefs. Han er i dag en del af Tjenerlandsholdet, og slår sine folder på Comwell Rebild Bakker.

De sidste to deltagere er hentet ude fra landet i form af Henrik Lindegaard Petersen fra højt roste Restaurant B-Spis i Næstved. Han har hentet sin enorme erfaring fra arbejdet på flere Michelin-restauranter.

Feltets sidste deltager er en vanvittig historie. Yaser Alnatour flygtede i 2016 til Danmark fra Syrien. Blot to måneder efter sin ankomst til Danmark startede han i et praktikforløb på Trinity Hotel & Konference Center i Fredericia.

- Ret hurtigt startede han på den to-årige integrationsgrunduddannelse (IGU), der hjælper flygtninge med at blive en del af det danske arbejdsmarked – og med at få startet på en erhvervsrettet uddannelse. Det blev tjeneruddannelsen, der vandt Yasers hjerte, og den afsluttede han sidste år. Yaser fik efter sin svendeprøve et legat indstiftet af 3F efter indstilling fra hans tjenerfaglærere på Hansenberg, fortæller Arne Tang-Petersen.

Konkurrencen handler ikke alene om at give gæsterne en god service.

- Tjenerne skal klare alt fra borddækning, kreere en ny champagnecocktail til lejligheden, til at finde det perfekte mad- og vinmatch ud fra den hovedret samt dessert, den tildelte kok fra DM i Østersgastronomi laver. Herudover skal tjenerne også færdiggøre forretten ved bordet, fortæller Arne Tang-Petersen.

Men selvfølgelig skal servicen og værtskabet være i orden påpeger han.

Det er første gang, der afvikles en TjenerBattle i forbindelse med Østers- og Muslingepremieren, der arrangeres af Kokkeforeningen Danmark og Foreningen Danmarks Skaldyrshovedstad.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste